Den britiske hitsangerinde Ellie Goulding måtte lørdag afbryde sin koncert i Zurich i Schweiz, fordi hendes stemme simpelthen ikke ville mere.

Det skriver sangerinden på Twitter, hvor hun også undskylder over for sine fans, der ikke fik den fulde oplevelse.

'Jeg vil gerne undskylde til mit publikum i Zurich i aften. Min stemme besluttede at forsvinde omkring halvvejs gennem og jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke kunne give 100%' skriver verdensstjernen blandt andet på Twitter.

Hun forklarer yderligere, at hendes stemme normalt sagtens kan klare at optræde mange gange i træk.

'Jeg laver show efter show efter show og min stemme er utrolig samarbejdsvillig. Af en eller anden grund fik den nok i aften. Jeg er så ked af det,' lyder det fra Ellie Goulding.

Sangerinden, der netop nu hitter med sangen 'First Time', optrådte i Zurich som en del af af den årlige 'Summer Days Festival', men måtte altså afbryde sin koncert, inden den var fuldendt.

På Twitter er mange af sangerindens fans dog ikke vrede, men opfordrer derimod Ellie Goulding til at passe på sig selv og sin stemme.

'Du putter alt for meget pres på dig selv, kvinde. Dit helbred er meget mere vigtigt for os end at se dig optræde. Vær sød at hvile dig,' skriver Twitter-brugeren Leah blandt andet.

Andre fans gør opmærksomme på, at Ellie Goulding slet ikke behøver undskylde.

'Jeg synes ikke en undskyldning er nødvendig, men tak fra os, fordi du har givet alt i så mange år. Dronning,' skriver Twitter-bruger Shannon.

Hvorvidt Ellie Gouldings problemer med stemmen er så alvorlige, at det får betydning for hendes kommende koncerter, vides ikke.

Ellie Goulding gav for nylig koncert under Smukfest i Skanderborg, hvor hun modtog blandede anmeldelser for sin præstation.