Den amerikanske rockstjerne Marilyn Manson blev lørdag aften lokal tid kørt på hospitalet efter en alvorlig ulykke under en koncert i New York. Endnu er der usikkerhed og mystik om hans tilstand - og nu har han aflyst ni kommende koncerter.

Den 48-årige musiker kom til skade, da to store dekorations-pistoler, der blev holdt sammen af et metalstativ på scenen, væltede ned over ham foran publikummet på koncertstedet Hammerstein Ballroom.

Ifølge flere vidner lå han stille på scenen i op til 15 minutter, før han blev båret fra stedet på en båre og fragtet ud i en ambulance.

Til Rolling Stone fortalte en talsmand for Marilyn Manson søndag, at han blev behandlet på et hospital.

»Manson kom til skade mod slutningen af hans utrolige New York City-show. Han bliver behandlet på et lokalt hospital,« sagde talsmanden.

Mandag morgen dansk tid fortæller hans talsmand - Carrie Tolles - til New York Times, at ni kommende koncerter med rocksangeren er blevet aflyst og rykket til en senere dato. Samtidig fortæller hun, at Marilyn Manson nu er hjemme i Los Angeles, hvor han håber at komme sig hurtigst muligt.

»Manson håber på at vende tilbage til scenen snart,« siger hun.

Hun fortæller dog ikke noget nærmere om sangerens skader eller om alvoren af skaderne.

Flere koncertgæster delte efter koncerten videoer, hvor man kan se ulykken ske. I sekunderne før ulykken ser man i videoerne, at Marilyn Manson tilsyneladende forsøgte at klatre op i stativet, før det væltede ned over ham.

En af koncertgængerne - Yousif Al Zaid på 23 år - fortalte søndag ifølge The Guardian, at det skete i slutningen af sangen 'Sweet Dreams'.

»Ved slutningen af sangen holdt han fast til en af pælene (til scenedekorationen, red.), og den væltede. Der blev helt stille, og du kunne høre en nål falde til jorden. Alle løb hen til ham, og der gik et rygte om, at han var død. Så hentede de en båre, og han blev taget af sted,« sagde han.

»Det var helt skørt. Da han faldt, trak de gardinerne for scenen og slukkede lyset. Så eskorterede de alle ud,« tilføjede han.

Rockmusikeren, der er født Brian Warner, blev kendt i 1990'erne for sange som 'Antichrist Superstar' og 'Mechanical Animals'. Han har valgt sit kunstnernavn som en kombination af skuespillerinden Marilyn Monroe og seriemorderen og kultlederen Charles Manson.