Efter knap 30 års ægteskab gik Iron Maiden-frontfigur, Bruce Dickinson, og hans hustru, Paddy Bowden, sidste år fra hinanden.

Der var tale om en separation. Nu er Bruce Dickinson så flyttet sammen med en 15 år yngre kvinde i Paris, og det kan starte en egentlig skilsmisse, som kan blive meget dyr.

Det skriver Daily Mail.

Bruce Dickinson og hans ekskone er fortsat ikke officielt skilt, men hvis de bliver det, vil det med stor sandsynlighed betyde, at hans formue på 90 millioner pund – eller 781 millioner kroner – skal deles i to.

Den 61-årige rockstjerne har for nylig fortalt i et interview, at han bor i Paris med sin kæreste – en 46-årig fitnessinstruktør ved navn Leana Dolci.

Hun har fulgt Iron Maiden i tykt og tyndt som fan gennem de seneste 15 år, og nu danner hun så par med bandets frontfigur.

Lige nu er Bruce Dickinson fortsat lovformeligt gift med Paddy Bowden, som han har tre børn med.

Det er kun i tilfælde af en regulær skilsmisse, at en opdeling af formuen vil komme på tale.