Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I perioder var det endda verdensklasse, da Tim Christensen & The Damn Crystals ramte hjemmebanen i København.

Se, egentlig var det slet ikke meningen, jeg ville anmelde Tim Christensen og hans fornemme backingband The Damn Crystals’ koncert i Vega fredag aften. Men så er det jo, det sker – og det er faktisk sjældent – at oplevelsen bliver så god, at man ganske enkelt MÅ dele samme oplevelse med andre.

For dét en Tim Christensen, der emmede af overskud og glimt i øjet, bød os på, da han ramte scenen i Vega på Vesterbro, var en opvisning i spræl-levende rockmusik og kærlighed til samme, som i perioder tangerede musikalsk verdensklasse!

Ja han skrev sgu’ ”tangerede verdensklasse!”.

Selv om jeg har gjort det til en karriere at kværulere på kommando, var der eksempelvis ingen vej udenom, at Tim og bands legesyge eksekvering af det kvarterlange medley af 'Get The Fuck Out Of My Mind' og 'Whispering At The Top Of My Lungs' fredag aften var noget af det flotteste, jeg har været vidne til i en dansk koncertsal i lang, lang tid.

Hvor er det dog fedt, når man en sjælden gang oplever, at der stadig findes bands hér i verden, som ikke er bange for at improvisere. Ikke er bange for i bedste Led Zeppelin tradition at tage med musikken derhen, hvor musikken nu engang bærer én. Med fornemme guitarsoli, -vignetter og – dueller, med hasarderede trommebreaks og keyboards og bas, som med den største selvfølgelighed holder trit med solisternes udskejelser på scenen.

Det var så bare beskrivelsen af to sange denne aften. Men generelt drev koncerten af et overskud og en overstadighed, som var en fryd at overvære. Hvis ellers den tapetklister, jeg har mellem ørerne, tjener mig ret, kritiserede jeg ved turnepremieren i Rødovre dette band for i perioder at være lovlig glatpolerede og perfektionistiske specielt i koncertens start, men sådan er det IKKE mere.

På dette tidspunkt i turnéen er det nemlig tydeligt, at Tim & The Damn Crystals hviler trygt i troen på egne evne, og enhver musiker vil fortælle dig, at når først man er nået dertil, SÅ bliver der plads og overskud til virkelig at spille.

Det var der i dén grad fredag aften. Hvilket man ikke alene kunne høre men bestemt også se – specielt på aftenens hovedperson, som jeg sjældent har set så smilende og udadvendt, som han var i Vega. Jo, han ved sgu’ godt, han med The Damn Crystals bag sig har fat i den lange ende.

Koncerten blev i første omgang lukket med en forrygende udgave af Paul McCartney og Wings’ ”Band On The Run” som en hyldest til McCartney, som fylder 70 i år. I den forbindelse oplyste Christensen i øvrigt, at bandet har tænkt sig at spille en hel koncert med McCartneys numre på mesterens 70 års dag 18. juni.

Men det var en sidebemærkning. Og 'Band On The Run' var naturligvis ikke nok.

Det er muligt, publikum i lighed med Tim elsker McCartney, men de elsker altså Dizzy Mizz Lizzy endnu højere. Som Christensen overvældet måtte sande, da bandet kom tilbage og endegyldigt lukkede en dejlig aften ned med fremragende versioner af Dizzys 'Love Is A Loser’s Game' og 'Silverflame'.

Se, så gik man smilende ud i den københavnske nat bagefter. I tryg forvisning om at så længe, der stadig er musikere som disse, så kan det vel for fa’en aldrig gå helt galt…


Af Steffen Jungersen

Andre læser også