Det verdenskendte svenske powermetal-band Sabaton har været involveret i så alvorlig en trafikulykke, at bandet indstiller alle koncerter med øjeblikkelig virkning.

Ulykken skete fredag, da bandet var på vej til lufthavnen i Tunesiens hovedstad, Tunis, kort efter de havde indspillet en musikvideo i Sahara-ørkenen.

Det skriver Sabaton på Facebook og på deres hjemmeside.

'Vi er ødelagte, forslåede, blødende og syet sammen,' skriver bandet og fortsætter:

'Men vi er glade for at være i live og overbeviste om, at vi med tiden kommer os helt.'

De viser også en lang række billeder, hvor det står klart, at de har været involveret i en relativt alvorlig ulykke.

Her ser man blandt andet blødende bandmedlemmer og en totalt smadret bil.

Over for det svenske medie Aftonbladet fortæller bandmedlemmet Joakim Brodén om ulykken:

»Vi talte, mens en chauffør kørte os mod lufthavnen i Tunis, da det, vi tror, var en bil, drejede ind foran os. Det gik meget hurtigt,« fortæller Joakim Brodén, og slår fast:

»Det var et ret brutalt sammenstød.«

Bandet skriver også, at de på lægernes opfordring aflyser deres forestående koncert i Polen.

I stedet regner de med at være tilbage på scenen i oktober, når de skal på turné i USA.