Øredøvende, lammetævende og grotesk smuk metal fik publikum til at skælve og juble.

Det tyske metal-fænomen Rammstein indtog Parken onsdag aften. En aften, der også var enhver pyromans våde drøm. Men arrangørerne begik én stor fejl!

Musikmagasinet Rolling Stone har angiveligt kaldt Rammsteins koncerter for 'the best show on Earth'. Om det er jordens bedste, ved jeg ikke, men godt var det.

De mange gæster i Parken fik også næsten fuld valuta for pengene. Der var på ingen måder sparet på fyrværkeri, eksplosioner, flammekaster og andre ildspydende dimser.

Således startede orkestret, som lovet, med tysk præcision 20.30. Det gjorde de med en eksplosion, der helt sikkert har svitset folks øjenbryn af på de forreste rækker.

Hvis det ikke var for den dertilhørende øredøvende rock, så ville larmen fra pyroteknikken få folk til at tro, at bandekrigen på Nørrebro var blusset op igen.

Men det er ikke kun ild og fyrværkeri, der gør Berliner-bandets koncerter til en helt speciel oplevelse.

Opvarmningen stod den franske Duo Jatekok for. De fremførte en række Rammstein-hit på klaver uden vokal. Det var dystert og på sin vis passende.

Orkestrets koncerter er i lige så høj grad teater, som det er en ren musisk oplevelse. Det bar koncerten også præg af.

Frontmand Till Lindemann havde størstedelen af publikum i sin hule hånd. Publikum på plænen var allerede solgt efter sang to. Klar til at marchere ud i det københavnske natteliv.

Under sangen 'Puppe' bragte han en forvokset barnevogn ind på scenen. Her blev indholdet – en dukke – brændt af.

Koncerten var en del af Rammsteins store europæiske stadionturné i forbindelse med deres længe ventede syvende album, 'Rammstein'.

Ærgerlig fejl

Således spillede de erfarne metal-tyskere størstedelen af det selvbetitlede album, der udkom i maj. Heldigvis et solidt et af slagsen. Her står sange som 'Zeig dich, Deutschland' og 'Ausländer' stærkest live.

Der var dog også plads til en masse klassikere, som 'Du Hast', 'Sonne', 'Ich Will' mv. Sange, som stadig kan få det frommeste lam til at vippe lidt med hovedet.

Den 56-årige forsanger og resten af Rammstein var færdige efter to timer.

Men jeg drømte om bare en lille snas til. Personligt havde sange som 'Keine Lust' fra 'Reise Reise, Rosenrot' og 'Mann Gegen Mann' fra albummet' Rosenrot' pyntet på en ellers solid setliste. Men man kan jo ikke få det hele.

Arrangørerne begik dog én stor fejl. De skulle have lagt koncerten senere på aftenen. Den vilde pyroteknik havde formentlig været endnu mere effektfuld og kommet til sin fulde ret som under finalenummeret 22.30.

Og den tyske effektivitet, som koncerten blev udført med, var måske heller ikke så charmerende i sidste ende. Ikke et enkelt 'hej' kunne det blive til – altså før til aller sidst.

Koncerten, der i øvrigt var Rammsteins første i Parken, har været udsolgt længe, og det er ikke så underligt.

Jeg går glad og helt mørbanket fra det danske nationalstadion efter en behandling’ hos Dr. Rammstein. Men jeg fik heller ikke mere end, hvad jeg havde forventet.