En black metal-koncert på spillestedet Mayhem i Københavns Nordvestkvarter udviklede sig sent lørdag aften til rent kaos, da 10-15 personer brød ind i salen og uddelte tæsk og sprøjtede tåregas på publikum.

Det skriver netmediet Devilution.

Københavns Politi bekræfter 'en hændelse' på stedet over for B.T.

»Vi kan bekræfte, at vi klokken 23.46 lørdag får en anmeldelse om, at der sker noget. Da vi ankommer til stedet, er der imidlertid kommet ro på. Vi erfarer på stedet, at 10-15 personer har optrådt voldeligt og brugt tåregas og peberspray,« oplyser Københavns Politi.

Nazister ikke længere velkomne

Ifølge Devilutions oplysninger er overfaldspersonerne tilknyttet venstrefløjsmiljøet i København. De skal have fået nys om, at den kendte, tyske musiker og nynazist Hendrik Möbus var til stede, og angrebet skal have været rettet mod ham, hans kæreste samt deres venner. Udover volden blev en del inventar smadret under angrebet.

Det bekræfter spillestedet Mayhem tirsdag eftermiddag på Facebook, og de giver samtidig udtryk for, at de fortryder at have lukket en kendt nazist ind til koncerten.

»At det overhovedet var muligt at lade en person med en så voldelig historie reservere billet er en stor fejltagelse. Vi betalte en høj pris for det, og vi har lært en vigtig lektie«, skriver Mayhem i et opslag.

»Vi har været naive idealister og har handlet i tro mod de holdninger, vi indtil nu har kørt Mayhem efter: at kunsten trumfer alt andet. I fremtiden vil han og folk af hans karakter ikke blive tilladt adgang. Nazister og andre intolerante ekstremister er selvfølgelig ikke velkomne på Mayhem,« lyder det.

Bløder voldsomt

Hendrick Möbus blev dømt for drab som 17-årig og er til stadighed en kontroversiel person med nynazistiske holdninger.

Ifølge øjenvidnet Tore Tvarnø Lind, som er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet og forsker i black metal-scenen i Danmark, var der tale om et meget brutalt angreb på tyskeren.

Han beskriver oplevelsen som meget hektisk og så selv tilskadekomne personer, ligesom en stor del af publikum blev ramt af peberspray.

»Jeg går udenfor og ser som det første en af gæsterne, som ligner en, der har fået en støvle i hovedet. Han bløder voldsomt og holder sig for ansigtet. Folk er rådvilde, og der er en, der løber rundt og råber efter vand på spansk. Det viser sig, at han havde fået peberspray i øjnene,« siger han til Devilution.