Kendt af sine fans som Valsekongen har den hollandske violinist André Rieu gjort sin kærlighed til klassisk musik til en multimillion-dollar-forretning. I begyndelsen af juni optræder han to gange i Danmark.

Uden den store mediebevågenhed har violinist og orkesterleder André Rieu gjort sit 60 mænd og kvinder store Johan Strauss Orchestra, også kendt blandt fans som JSO, til en af verdens mest indtjenende koncertforretninger. Han optræder årligt for flere hundrede tusinder verden over, selv i USA og Kina, i begyndelsen af juni kommer han til Danmark.

Ifølge sitet intheblack.com solgte JSO sidste år flere koncertbilletter end Beyoncé og Coldplay. Han valseemperium vurderes til at være 275 mio. kr. værd, netto.

BT mødte André Rieu på hjemmebane i Maastricht i Holland.

Sådan en tidlig tirsdag forårsmorgen i Maastricht kunne orkesterleder André Rieu godt ligne en helt almindelig virksomhedsleder på vej på arbejde.

Den 66-årige hollænder parkerer sin store BMW foran en bygning, der kunne rumme hvilken som helst småindustri med godt og vel 100 medarbejdere.

Morgenmad med spejlæg

André Rieu hilser på og udveksler bemærkninger med forskellige kolleger inde i bygningen. Udstikker en enkelt ordre eller to. Smiler professionelt til en flok journalister fra forskellige europæiske lande, herunder BT’s udsendte, mens han sætter sig ved et bord i kantinen for at indtage en hurtig morgenmad -  et par spejlæg, brød og kaffe.

Derefter er der prøver i den hollandske orkesterleders studie. Der er planlagt to optagelser, to folkesange, der udsat for Rieus 60 mænd og kvinder store orkester og kor maler smukke, og som altid romantiske stemninger med de helt store penselstrøg. De har prøvet det før. JSO har udgivet plus 50 album i løbet af de 30 år, det har eksisteret.

I dag er Rieus imperium præcis er dét, kvarteret udenfor studiet, fortæller: en mindre industri. Mere end 100 mennesker lever af orkestret, der optræder for fulde huse.  Snart, d. 2. og 3. juni, også i Danmark, i hhv. København og Herning.

Hvert år valfarter fans fra hele verden, herunder mange hundrede danskere, til Maastricht for at se valsekongen og hans orkester optræde på et stort torv.

Men modsat turnerende rocknavne lever Rieus musik mere eller mindre udenfor mediernes bevågenhed.

Alt andet end politisk korrekt

André Rieu ved udmærket godt, at hans og hans orkesters populære versioneringer af Strauss’ valsemusik, klassisk musik og moderne popmusik er alt andet en politisk korrekte. På samme måde, som det f.eks. er tilfældet med Hansi Hinterseer i en helt anden genre. Og James Last i sin tid.

»Selvfølgelig handler det om snobberi. Jeg hader snobberi. Men jeg vælger at fokusere på det positive: vores publikum, alt dette,« siger André Rieu, og peger rundt i spisesalen i hans slot i udkanten af Maastricht.

Den 66-årige orkesterleder er på mange måder virkeliggørelsen af sin egen valsedrøm. Som dreng gik André ofte tur forbi selvsamme slot i udkanten af den sydøsthollandske by. Han drømte om at eje sit eget slot, ganske som yndlingsfiguren Professor Tournesol i tegneserien Tintin. Barndomshjemmet var rigt på musik, men fattigt på penge. Rieus far, der arbejdede som orkesterleder og dirigent, skulle forsørge syv familiemedlemmer med sin ringe løn.

»Allerede som dreng følte jeg instinktivt, at det må være musiks vigtigste funktion at underholde mennesker. Jeg er vokset op i et hjem med nogle rimeligt snobbede forældre. Der var ingen penge i huset – vi var seks børn, der var ni munde at mætte. Jeg husker tydeligt min bedstemor, der, nåpr hun lyttede til klassisk musik, kunne have meget travlt med at spørge: hvem spiller på det ene og det andet instrument. Allerede dengang tænkte jeg, at det var fuldstændig ligegyldigt. Det er følelsen det gælder. Ikke om det er den ene eller anden spiller på instrumenterne,« siger André Rieu.

Burde takke sin lærer

Af et slot at være er der ret hyggeligt. Det siges, at virkelighedens d’Artagnan, kendt fra romanen om de tre musketerer, spiste i slottets køkken, inden han drog ud i et slag for at blive dræbt. Det mest farlige denne tirsdag er en enorm kage, som Rieu personligt har udvalgt til de ventende journalister.

André Rieu begyndte allerede som femårig at spille violin. I en periode gik han til klaverspil i slottet, der senere skulle blive hans ejendom.

»Jeg var ikke vild med terperiet, jeg hadede læren. I dag burde jeg nok takke ham,« siger André Rieu med et af sine mange smil.

En blandt mange forklaringer på Rieus enorme popularitet er hans evner som entertainer. Orkesterlederen spiller og leger med sit publikum med samme selvfølgelighed og virtuositet, som han spiller på sin ægte 1667 Stradivarius violin, når han ellers en sjælden gang giver sig tid.

»Klassisk musik har altid bevæget mig stærkt. Og jeg har altid tænkt, at den følelse, musikken giver mig, burde nå så mange mennesker som overhovedet muligt.«

I 1987 dannede Rieu sit Johan Strauss Orchestra. I begyndelsen kun med Strass’ valse på programmet. Senere er der kommet både nyere og ældre sange til. Bl.a. optræder orkestret altid med en passage med sange fra de mest populære operaer, sunget af professionelle operasangere.

Skylder konen alt

Én person spiller en væsentlig rolle i eventyret om André Rieu, nemlig hans kone Marjorie, som han allerede mødte som elleveårig. De blev dog først gift 15 år senere, i 1975.

»Uden Marjorie havde jeg aldrig klaret det. Hun er min engel. Da jeg besluttede at danne mit eget orkester sagde hun: ’hvis det er din drøm, så gør det’. En periode levede vi af hendes løn. Senere da jeg traf en tåbelig beslutning og mistede alt, bakkede hun mig igen hundrede pct. op.«

En alt for ambitiøs kopi af Wiens kejserlige palads, komplet med springvand, skøjtebane og en gulddækket vogn, gjorde ham konkurs. Rieu mistede næsten 300 mio. kr., men fik en ordning med sin bank, og begyndte forfra. I dag er han igen styrtende rig.«

Du kunne jo stoppe, din drøm er opfyldt?

»Er den? Ja, jeg bor i et slot, men det er dyrt at holde og, du ved, vinduerne burde skiftes. Jeg holder aldrig ferie, bortset fra et årligt besøg med familien i Rom. Jeg lever for musikken, og jeg er virksomhedsejer. Jeg har ansvaret for næsten hundrede mennesker.«

Danser du selv vals?

»Nej, for pokker. Jeg hader at danse. Det er derfor jeg står på scenen,« siger André Rieu med et grin.

Faktaboks:

André Rieu

André Léon Marie Nicolas Rieu, 66, er en hollandsk violinist, dirigent og komponist. Han er grundlægger og medlem af Johann Strauss Orchestra.

André Rieu voksede op i en musikalisk familie af fransk oprindelse. Allerede i femårsalderen begyndte han at spille violin og viste tidligt sin fascination for orkester. Han valgte at studere violin i den belgiske by Liège først, for senere at afslutte sine studier i Maastricht.

År 1987 oprettede Rieu Johann Strauss Orchestra og sit eget produktionsforlag. Har siden 1975 været gift med Marjorie, der arbejder som production manager i hans firma. Parret har to sønner. André Rieu er for nylig blevet bedstefar.

Sagt af en klassisk anmelder om Rieu:

»Rieus levende og engagerede show har bragt glæde til millioner af mennesker. Få i hans publikum går regelmæssigt til klassiske koncerter. Det er positivt, at de via Rieu lytter til de klassiske standarder. Det faktum, at Rieu fokus ligger på et meget tilgængeligt og behageligt repertoire er ikke et argument mod hans betydning.«

Eamon Kelly, The Australian