"Op i røven med de metroseksuelle klaphatte! Leve Sveriges ROCKhold!"
Én af mine venner – vi kan jo kalde ham Vikingen fra Valby – lægger næppe nye alen til forståelsen af begrebet "diplomati". Til gengæld er han sjældent til at misforstå.
Heller ej da det svenske Heavy Metal band Amon Amarths charmerende livsstykke, sanger Johan Hegg, til bandes koncert i København torsdag aften i bedste mening tilegnede nummeret "Live For The Kill" til det danske fodboldlandshold.
Så løsrevet Valby-Vikingens udbrud så ellers kan forekomme i den sammenhæng, gav det på en måde mening alligevel. For havde det svenske landshold været besjælet med den samme kampgejst og attitude som Amon Amarth, havde Danmark fået stryg med 8-1 i Parken for en uge siden.
Nu var det i stedet i omegnen af 600 mennesker i Vega, som måtte lægge rygstykker og værkende nakkehvirvler, til en omgang læsterlige musikalske tæsk fra den Vikinge-besatte kvintet Amon Amarth (opkaldt efter dommedagsbjerget i Tolkien-universet, fact freaks).
Bandets besættelse af vikinger, nordisk mytologi og tiden før kristendommens indmarch har reddet dem prædikatet "Viking Metal". Det dækker så åbenbart stilistisk over en bedårende blanding af klassisk svensk melodisk death metal (a’la Arch Enemy og In Flames) tilsat Iron Maiden og Accept med en truende trotyl-ladning strategisk placeret i deres forsamlede bagpartier.
Og dermed var der så dækket op til et overdådigt vikingeknald i det Valhal, Vega for en aften var forvandlet til. Amon Amarths fornemme forståelse for dynamik, melodi, lys og skygge i et aggressivt metallisk frontangreb var faneme en fryd at være vidne til.
Fra starten gik med "Twilight Of The Thunder God" og halvanden time frem blev koncerten blot bedre og bedre takket være en fremragende lagt sætliste, som kulminerede talrige gange: for eksempel i "Guardians Of Asgaard" (med duet mellem Hegg og supportbandet Entombeds Lars Göran "LG" Petrov), den nådesløse "Death In Fire" og førnævnte "Live For The Kill" for blot at nævne tre.
En fornem og livsbekræftende heavy metal havnerundfart i Vikingeskibet og endnu en sviende, svensk sejr udi det musikalske. Som manden indledningsvis påpegede:
"Leve Sveriges ROCKhold!"