Det grønlandske folk er tilsyneladende i oprør.

Lørdag aften ved Dansk Melodi Grand Prix i Jyske Bank Boxen i Herning stillede den grønlandske duo Julie Berthelsen og Nina Jørgensen op med sangen 'League of Lights'.

Sangen fik en flot andenplads, men måske kunne den have vundet?

I hvert fald mener mange grønlandske borgere, der spændt fulgte med hjemme i Grønland, nu at deres SMS-stemmer ikke blev registreret.

Julie og Nina omfavner aftenens vinder, den 20-årige Leonora, som slog den grønlandske duo på målstregen i finalen.
Julie og Nina omfavner aftenens vinder, den 20-årige Leonora, som slog den grønlandske duo på målstregen i finalen. Foto: DR
Vis mere

På Facebook skriver flere, at SMS-teknikken drillede, da de ville stemme på Julie og Ninas sang.

Efter showets afslutning er det efterfølgende væltet ind med mails til B.T. fra frustrerede grønlandske grandprix-fans, der ligeledes mener, at deres stemme på Julie og Nina ikke er blevet registreret - eller at de først fik svar fra DR, længe efter afstemningen var slut.

Flere af dem har i deres mail vedhæftet screenshots af deres telefoner med manglende tilbagemelding om registrering.

»Hej, jeg sms'ede og min sms gik ikke igennem. Vi er mange som har oplevet problemet fra Grønland. Ærgerligt,« skriver Paninnguag Heilmann blandt andet.

»Som vedhæftet fil, kan i se, at mit stemme ved finalen, ikke er registreret. Og jeg kommer fra Narsaq i Grønland,« lyder det fra Kristina Pedersen.

Det grønlandske medie Sermitsiag.ag skriver om sagen. De har været i kontakt med det grønlandske telefonselskab Tele-Post, der vil undersøge situationen nærmere.

»Vores teknikere er i gang med at undersøge sagen.«

»Det handler om, at man ikke kan stemme på samme sang flere gange. Men da Nina og Julie går i finalen, er der jo mulighed for at stemme igen,« oplyser kommunikationsmedarbejder hos Tele-Post Parnaaq Hansen.

B.T. har spurgt DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme, om de har oplevet problemer med sms-afstemningen. Det afviser han.

»Vi har ikke oplevet nogen fejl i vors sms-afstemning, det ville vi opdage meget hurtigt. Og vi har fået masser af stemmer fra Grønland«

Han opfordrer, man eventuelt hiver fat i DR.

»Hvis nogen stadig føler, deres stemme er blevet spildt, så skal de samle de telefonnumre, de har stemt fra, for alt er i vores log, og så kan de sende telefonnumrene til os.«

»Så tjekker vi op på, hvad der er sket. Der kan vi se, om de fx har stemt to gange og derfor har fået en fejlmeddelelse. Vi kan se alt, hvad der er foregået,« lyder det fra Jan Lagermand Lundme.

Bliver det offentliggjort, hvor i landet de forskellige stemmer er kommet fra?

»Nej, det må man slet ikke. Men man kan få tjekket sit telefonnummer, hvis man tror, noget er gået galt. Men det er et kæmpe arbejde, så man skal virkelig være sikker på, at man føler, der er noget galt.«

Og hvis det så viser sig, der er noget galt, hvad gør I så?

»Jamen, der ER ikke noget galt. Vi ville fange det lynhurtigt. Og vi har prøvet det her mange gange, men det viser sig altid, at der er blevet stemt to gange, eller stemmen er givet for sent.«

Der bor cirka 56.000 indbyggere i Grønland. Det var første gang i år, at man på Grønland og Færøerne kunne stemme i Dansk Melodi Grand Prix via DR's officielle app.

Beskeden Kristina Pedersen fik tilbage fra DR. Bemærk tidspunkterne. Grønland er fire timer bagud Danmark. Derfor er klokken 17:36 og ikke 21:36 på hendes telefon.
Beskeden Kristina Pedersen fik tilbage fra DR. Bemærk tidspunkterne. Grønland er fire timer bagud Danmark. Derfor er klokken 17:36 og ikke 21:36 på hendes telefon. Foto: Privatfoto
Vis mere

Genoplev Dansk Melodi Grand Prix herunder: