Den nye musical om Sanne Salomonsens liv er en smule syret, lidt rodet og reelt set ikke en dansk musiklegende værdig.
Hun sagde det selv før premieren. Det er vildt at få lavet en musical om sit liv, mens man stadig er i live.
Men Sanne Salomonsen er en af de største sangerinder, vi har haft i Danmark nogensinde, og derfor giver det god mening at forsøge at sammensætte hendes imponerende bagkatalog til en musical.
Desværre er der bare flere negative ting end positive at skrive hjem om, til dig der har tænkt sig at indløse billet til 'Sanne The Musical'.
Først det positive:
De tre sangerinder, der er castet som en henholdsvis teenage, voksen og ’gammel’ udgave af Sanne Salomonsen, ligner på flere måder skræmmende godt, og da showet sættes i gang, er det nærmest som at se et vokskabinet blive levende.
Især den ’midterste’ Sanne spillet af en Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen er både fræk, fanden-i-voldsk og har en fed passage, hvor hun ”jammer” hittet ’Vodoo’ frem med sin kommende mand Morten Kærså ved klaveret.
De to andre Sanne’r får også engang imellem lov til at brillerer musikalsk med balladerne ’Det er ikke det du siger’ og ’Overgiver mig langsomt’, hvor man ved sidstnævnte smart har ladet Joakim Lind Graae Tranberg, der spiller Sannes søn Victor, synge med, så man får den mandlige vokal, man kender fra Mads Langers populære version.
Joakim Tranberg, der tidligere har hittet i rollen som Rasmus Seebach, er generelt en af lyspunkterne på skuespil-siden, hvor han udover skiftesvis at spille ægtemand og søn blandt andet har en sjov lille punchline som lalleglad Thomas Helmig.
Dennis Knudsen, spillet af Henrik Launbjerg, er også lidt sjov som en stereotyp bøsse, der drømmer om at få børn, ligesom musicalens version af Anne Linnet er underholdende som en meget jysk, benspredende Anne Grethe Bjarup Riis-agtig type.
Lidt underligt viste hverken virkelighedens Anne Linnet eller for den sags skyld virkelighedens Lis Sørensen, Thomas Helmig og resten af det gamle slæng sig til premieren. Ligesom A-kæden heller ikke stillede op til Kim Larsens mindekoncert sidste år, har den gamle garde åbenbart altid for travlt til at bakke hinanden op.
Musikken er jo som udgangspunkt et hit, men jeg ville ti gange hellere se en rigtig Sanne Salomonsen-koncert.
I det hele taget er det hele lidt en rodebunke, som den underlige start hvor en blodprop-ramt Sanne Salmomonsen køres væk i en ambulance, mens der synges ’Jeg er i live’.
Der er alt for mange halvdårlige ”frække” jokes, Mathilde Norholt spiller en lidt spøjs, goofy, (for ung?) version af Lis Sørensen, og så har man valgt at gakke helt ud ved at lade skiftende baggrundsskuespillere agere dukkefører for hunde, heste og sågår en baby. Det er svært at forklare, men det virkede bare en lille smule ufrivilligt komisk.
Man kender jo slutningen på forhånd, så måske derfor føles musicalen i længden alt for lang. Man ser Sanne Salmomonsen køres på hospitalet, så skal vi igennem hendes liv af skiftende mænd med tilhørende misbrug og hustruvold for til sidst at ånde lettet op, da den nutidige Sanne Salomonsen vender tilbage til scenen.
Sangene bliver ofte afbrudt alt for hurtigt, man vil nå for meget og skynder sig igennem flere passager og ignorerer fx at følge op på en vild scene, der ligner at Anne Linnet voldtager Sanne Salomonsen?
Er man kæmpe fan af Sanne Salomonsen, skal man selvfølgelig tage ind og juble med på de gode gamle sange, men er man mere moderat tilhænger af hendes største hits så tag i stedet ud og se den rigtige Sanne, når hun kommer forbi på sin næste turné.
Se Sanne Salmonosen på scenen efter premieren i videoen øverst.
