Punk-legenderne The Stranglers åbnede koncertåret 2009 med en underligt ujævn koncert, der svingede mellem det fabelagtige og det direkte patetiske.
For hele 32 år siden bragede ærkeengelske The Stranglers op fra undergrunden med to plader på ét år; ’Rattus Norvegicus’ og ’No More Heroes’. Værker som torpederede det unge hidsige band ind på hitlisterne via punk-perlerne ’Peaches’ og sidstnævntes titelnummer.Seks måneder før Sex Pistols udsendte ’Never Mind the Bollocks’, i øvrigt.
Men Stranglers var ikke bare punk. Først og fremmest havde de i Dave Greenfield en virtuost velspillende keyboard- og synthesizermand, som føjede en ekstra dimension til sangene, mens Jet Blacks skæve trommerytmer pegede i retning af new wave.
Ja, faktisk var det kun for alvor Jean-Jacques Burnels forvrængede bas og Hugh Cornwells raspende vokal og frontale guitarangreb, der retfærdiggjorde at kalde musikken for ”punk”.
Men ligesom mange af kollegaerne, begyndte Stranglers desværre at træde vande op gennem 1980erne efter det fine ’La Folie’-album. Og den senile landeplage ’Always the Sun’ fra 1986 er det seneste rigtige hit, man har hørt fra kvartettens kant.
Siden Cornwell skred i 1990 som følge af egoproblemer mellem ham selv og Burnel, er forsangerne kommet og gået. Men den nuværende, Baz Warne, gør en ganske god figur, og han skuffede ikke i Lille Vega.
Scroll ned og læs videre
Suverænt og patetisk
Det var nærmere sangudvalget, der ødelagde helhedsindtrykket. Man stod ellers der og måbede, som de fire aldrende mænd gik på scenen og langede os alle en lige højre med trekløveret ’Get a Grip on Yourself’, ’Five Minutes’ og ’Peaches’.
Lige dér tegnede det bestemt til at blive en aften af de større.
Men efter en formidabel halv time gik det desværre nærmest totalt galt, da nyserne satte i med førnævnte hæslighed fra 1986, og kort efter fulgte op med en uengageret udgave af ’Golden Brown’.
Herfra fremstod Stranglers – med indlagte reggaerytmer – pludselig som en patetisk udgave The Clash.
Selvom soultraditionen ’Walk on By’ med Greenfields indlagte orgelsolo reddede en del af miseren, som med Kinks’ himmelske ’All Day and All of the Night’, som stod stålstærkt, så var det mest påfaldende ved de to indslag, hvordan kvartettens 80er-tomgang blegnede som bagateller ved siden af.
Æren reddes
Med ekstranumrene blev bissen gudskelov skruet på igen, og man kunne nynnende forlade Lille Vega efter dommedagshymnen ’Nuclear Device’ og naturligvis ’No More Heroes’.
Men det var en underlig ujævn koncert, der i hvert fald understregede, at Stranglers ikke har kataloget til den hitparade af en koncert, de så åbenlyst sigtede efter at give.
Hvis d’herrer nu havde spillet det stærkeste af deres materiale i stedet for at spille meget af det hele (inklusive det svage), ville det næppe have knebet med at overbevise, som de i sandhed gjorde under punk-eksplosionerne.
Som slutnote skal det aldersvarierede onsdagspublikum i øvrigt lige fremhæves, for det var næsten en ekstra stjerne værd i sig selv. At man kan være så frisk så kort efter nytår… Magen til medleven skal man lede længe efter.
Det var bare ikke nok til at redde midtvejsfadæsen oppe på scenen.
