Aflyser alt!

Danmarks deltager ved årets Eurovison-show, Reiley, har onsdag yderst usædvanligt trukket stikket og aflyst alle interviews med de danske medier inden torsdag aftens Eurovision-semifinale i Liverpool.

B.T. skulle blandt andet have talt med Reiley efter eftermiddagens generalprøve, men i sidste øjeblik lyder meldingen fra DR, at interviewet desværre er aflyst.

»Reiley har travlt med prøver, sanglektioner og at finpudse showet til i morgen, så Danmark kan gøre sit allerbedste for at komme i finalen. Han har været nødsaget til at aflyse interviews for at fokusere på sin performance,« lyder det i en sms fra DR's Eurovision-ansvarlige Erik Struve Hansen til B.T.

Reiley har inden semifinalen aflyst interviews med danske medier.
Reiley har inden semifinalen aflyst interviews med danske medier. Foto: Scanpix / Martin Meissner
Vis mere

Det er anden dag i træk, at Reiley aflyser interviews.

Allerede tirsdag lød det fra den danske grandprix-lejr, at Reiley havde besluttet at aflyse og skubbe en række interview for at 'spare på stemmen og energien'.

»Der er meget presse - og pres. Og fans. De er så passionerede,« sagde Reiley tirsdag til Ritzau.

»Jeg prøver at sikre mig, at jeg passer på stemmen og på energien de sidste par dage inden showet,« tilføjede han, mens Erik Struve Hansen udtalte til Ritzau:

»Reiley har fyret den maks af i perioden op til Eurovision og har lavet utroligt meget presse og absurd mange interviews. Nu prøver vi at give ham ro, så der er fuldt fokus til showet.«

Erik Struve Hansen understregede, at der ikke var tale om krukkeri - men at det simpelthen handler om at passe på Reileys stemme.

B.T. arbejder på en uddybende kommentar fra Erik Struve Hansen.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':