Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Den var fucking grim før.«

Der opstod et mindre kaos, da en række deltagere i dette års Eurovision pludselig måtte til at ændre markant på deres optræden, da et af hovedelementerne på scenen viste sig ikke at fungere. Også det danske bidrag har været påvirket af det – men de er ikke ligefrem ærgerlige over det.

Faktisk har de det lige omvendt med det.

Det fortæller de fire kvinder - Mathilde 'Siggy' Savery, Agnes Roslund, Ida Bergkvist og Ihan Haydar – der tilsammen udgør rockgruppen Reddi, forud for tirsdagens semifinale i sangkonkurrencen.

Foto: YARA NARDI
Vis mere

Det var meningen, at en stor konstruktion af metal, der nærmest lignede en sol, skulle kunne dreje rundt på scenen, mens de optrædende spillede.

Men sådan er det ikke gået for det italienske produktionshold.

Drejefunktionen virkede ikke, som man havde tænkt det – og derfor endte man med at lade den stå stille.

Oprindeligt havde Reddi tænkt sig at bruge 'solen' til at dreje et klaver væk fra scenen, efter forsanger Mathilde 'Siggy' Savery havde spillet på det, men allerede før, at metalkonstruktionen måtte hejse det hvide flag, havde de tænkt, at det ikke fungerede for dem.

»Det passede heller ikke ind i selve act'en, at klaveret skulle drejes væk. Så vi besluttede os for, at den ikke skulle bruges,« siger hun.

Da 'solen' blev opført, havde den to sider. En side med en LED-skærm. Og en med nogle lamper.

Lige nu er det kun den side med alle lamperne, der kan ses.

»Vi kunne faktisk heller ikke så godt lide, hvordan de der skærme så ud før,« fortæller Mathilde 'Siggy' Savery.

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Så da de vendte den om og puttede flere lamper på, blev jeg i hvert fald rigtig glad. For jeg synes, vi manglede mere lys på scenen og mere rockkoncert-stemning,« tilføjer hun, mens gruppens bassist, svenske Ida Bergkvist, indskyder:

»Også at hovedfokus på vores optræden er på vores optræden. Ikke på det, der sker bag os.«

»Den var fucking grim før,« tilføjer gruppens trommeslager, Ihan Hayder, med et grin:

»Nu har de slukket for det, så det ligner en gammel vinylplade. Så vi er faktisk glade for, at det endte, som det gjorde.«

Om ændringen i sceneshowet kommer til at få betydning for, hvordan stemmerne fordeler sig under tirsdagens semifinale, hvor Danmark kæmper om en af de ti pladser videre til finalen, vil tiden vise.

Indtil videre spår bookmakere, at danskerne glipper finalen – og endda ligger i feltets tungere ende.

De dårlige odds er dog ikke noget, der påvirker Reddi:

»Vi er et rockband, og vi kan godt lide at være 'the underdogs' – og så kunne overraske. Hellere det end omvendt. Det giver os meget mere en ild til at gå ud og bevise os selv,« fortæller Ihan Haydar, der har prøvet at nå finalen før, da hun i 2012 var med som trommeslager for Soluna Samay på sangen 'Should've Known Better'.

»Det giver os noget mere at kæmpe for,« forklarer Ida Bergkvist, mens Mathilde 'Siggy' Savery tilføjer:

»Ja, det er rigtigt. Det giver faktisk bare endnu mere blod på tanden, at vi står lavt. Så er vi endnu mere sådan: 'Ja, lad os bevise, hvad vi kan'.«

Andre læser også