Den unge popsanger Hjalmer har aflyst sin koncert i Tivoli med kort varsel.

Det fremgår af Tivolis hjemmeside, der skriver, at det er på grund af 'logistiske udfordringer', at den 26-årige sanger må aflyse.

»Det har betydet, at vi har måtte aflyse koncerten med kort varsel og det beklager vi selvfølgelig meget,« lyder det fra Tivolis pressechef Torben Plank til B.T.

Faktisk kommer afbuddet blot to dage før, han skulle optræde på Plænen i Tivoli til Fredagsrock.

Arkivfoto: Hjalmer. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary uddeler Kronprinsparrets Priser i Odeon, Odense, lørdag den 2. november 2019. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019)
Arkivfoto: Hjalmer. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary uddeler Kronprinsparrets Priser i Odeon, Odense, lørdag den 2. november 2019. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Vi har desværre heller ikke kunne finde en løsning på så kort tid. Så det bliver kun Alphabeat der slutter Fredagsrock-sæsonen af,« forklarer Torben Plank yderligere.

Hjalmer, som er søn af den legendariske sanger Kim Larsen, skulle netop have varmet op for Alphabeat til sæsonens sidste Fredagsrock, men Hjalmers aflysning må få fans til at opleve ham en anden gang.

I øjeblikket kan man finde Hjalmer på tv-skærmen, hvor han er deltager af dette års version af 'Toppen af poppen', hvor blandt andet Simon Kvamm, Malthe Ebert og Maria Bramsen er med.

Hjalmar fik debut tilbage i 2017 og har så småt indtaget de danske livescener siden.

B.T. har forsøgt at få en forklaring fra Hjalmers bookingbureau United Stage, på hvad 'logistiske udfordringer' betyder, men de har ikke vendt tilbage på B.T. henvendelse.