Clara anede ikke, hvad der ventede, da hun troppede op hos lægen.
Hun var deprimeret og skulle bare have en recept på nogle antidepressiva, så hun kunne få de tunge sorte skyer til at forsvinde.
Efter flere år med fuld fart på var en af landets mest energiske og ambitiøse unge popstjerner pludselig blevet tvunget til at stoppe op, netop som hun havde udsendt sit andet album, 'Growing Up Sucks'.
»Jeg følte lidt, at jeg var passager på et tog, der kørte 180 km/t. Det kørte så hurtigt, at jeg ikke kunne hoppe af, og så endte det i stedet med at ramme en mur. Muren var så corona. Lige pludselig havde jeg alt for lang tid – kritisk lang tid – til at mærke efter, hvordan jeg havde det indeni,« fortæller den 22-årige popstjerne over et videoopkald fra sit hjem i Aarhus.
Clara kom aldrig hjem med antidepressiva den dag i 2020. Lægen stillede i stedet en masse spørgsmål og henviste hende til en psykiater. Og da psykiateren nogle dage senere ringede hende op, var det med et simpelt spørgsmål, der vendte op og ned på hendes tilværelse: »Har du nogensinde hørt om ADHD?«
»Idet han siger det, får jeg bare den her overwhelmed følelse af lettelse. Over endelig at blive set. På en eller anden måde havde jeg ventet hele mit liv på den diagnose,« fortæller hun.
Udadtil ligner Clara Toft Simonsen den perfekte popstjerne. Hun har hele pakken. Synger, danser, skriver selv sine sange, ligner en million. Allerede som 15-årig underskrev hun en udviklingskontrakt med pladeselskabet Sony Music, og i dag har hun i en alder af blot 22 år allerede tre album, adskillige radiohit og millioner af streams bag sig. Hun har allerede nået mere, end de fleste andre på hendes alder kun tør drømme om.
Det er glansbilledhistorien. Spotify-biografien, om man vil.
Men det er ikke hele historien. For bag den glamourøse overflade har hun også sit at slås med. For de uindviede lyder en ADHD-diagnose måske ikke så slemt. Det er der jo så mange, der får i disse år. Men én ting er at få diagnosen, når man er barn. Noget andet er først at få den som 20-årig.
»Det er jo et helvede for alle ADHD-børn at gå i skole. Især hvis din lærer ikke ved det. Piger bliver diagnosticeret meget senere end drenge, så der var ikke nogen, der vidste, at jeg havde ADHD. Også selvom det burde være tydeligt for enhver. Jeg lærte for eksempel meget sent at kende forskel på tal og bogstaver. I 4. klasse kunne du seriøst finde mig siddende med en bog, der vendte på hovedet. Jeg kunne ikke se det. Det interesserede mig så lidt. Senere er det blevet en indre ting. Der er rigtig mange interne kampe, man har med sig selv. Det er sindssygt hårdt.«
Hvad er det, der gør det så hårdt?
»Du får så meget skældud. Og ofte for ting, som du gerne vil gøre bedre, men ikke kan. Handicap er et voldsomt ord at bruge, men det er det jo i den forstand, at der er nogle normative udefrakommende forventninger, som du ikke er i stand til at imødekomme. Det er nederen at sige, men man har jo indlæringsvanskeligheder, når man har ADHD. Det er klart, når du ikke kan holde dit fokus. Det har været svært for mig at passe ind i de klassiske rammer.«
Det er faktisk første gang, Clara taler offentligt om sin ADHD. Hun er aldrig blevet spurgt ind til det, og det overrasker hende lidt. På 'Weirdo', en af singlerne fra hendes aktuelle album, 'OFF', synger hun flere gange linjen »I really need these Adderalls to kick in«. En hurtigt Google-søgning viser, at Adderall er den mest udbredte ADHD-medicin på det amerikanske marked.
Ikke desto mindre tager hun ikke ADHD-medicin, fortæller hun. I stedet sørger hun for at træne meget og forsøger at give sig selv pauser, når tingene bliver meget overvældende.
»Jeg har en hjerne, som meget nemt bliver overvældet og overstimuleret. Hvis jeg for eksempel har været til et award show eller et andet event i musikbranchen, så ved jeg, at jeg typisk skal have en del dag til bare at ligge i min seng dagen efter. Jeg forstår bedre, hvordan jeg skal passe på mig selv, hvordan jeg skal indrette mit liv, hvor mine grænser går. I stedet for hele tiden at okse igennem og overskride mine egne grænser.«
Og så er der det med det mentale. Ligesom mange andre i sin generation har Clara kæmpet med at føle sig tilstrækkelig. Føle sig god nok. I dag har hun lært at være langt mere tilgivende og forstående over for sig selv.
»For mig har diagnosen betydet, at jeg nu er langt sødere ved mig selv. Jeg slår ikke mig selv i hovedet over små ting længere. Jeg er ikke dum, og jeg er ikke doven. Jeg er ikke utilstrækkelig. Alle de ting, man kan blive frustreret over. »Hvorfor fuck er det så svært for dig, Clara? Det kan alle andre jo. Tag dig sammen!« Men det kan man bare ikke. Nu ved jeg hvorfor. Og det har kun gjort mit liv bedre.«
Selvom Clara taler om svære og personlige ting, så gør hun det med en let og smittende energi. Hun taler animeret, og hun taler meget. Sproget er fuld af engelske vendinger og kraftudtryk, der bruges effektfuldt til at understrege pointer. Hun er kort sagt på.
Samme tilgang har hun altid haft til musikken. Det er her, hun kan finde det fokus, hun har haft så svært ved at finde andre steder i livet. Så længe det handler om musik, kan hendes hyperaktivitet og koncentrationsbesvær veksles til et hyperfokus. Når først hun er i sin zone, kan hun arbejde ustoppeligt. Og det er måske en af forklaringerne på, at hun allerede er nået så langt til trods for sin diagnose.
Selvom hun er blevet bedre til at passe på sig selv, skal man ikke tage fejl. Clara er ekstremt ambitiøs på egne vegne og stresser dagligt over, at hun ikke er nået længere i sin karriere. Eller som hun selv siger med påtaget diva-attitude:
»Jeg kan godt have det svært med, at jeg ikke er en international stjerne endnu.«
Hun ved godt, hvor krukket det kan lyde. Men det er sådan, hun har det.
Som sådan er det fristende også at se hende som et symptom på tidens meget omdiskuterede præstationskultur, hvor mange unge føler, at de har svært ved at leve op til tidens høje forventninger og krav om succes. Udefra set er Clara en kæmpe succes. Men hun har ofte svært ved selv at se og mærke det.
»Jeg er ekstremt selvbevidst og tænker alt for meget over, hvad andre mennesker tænker. Men jeg tænker også, at det er en generationsting. Der er et vanvittigt pres fra alle steder. I skolen skal du have topkarakterer, du skal have en bestemt tøjstil. Det starter allerede i de små klasser, og så fortsætter det bare livet ud. Sociale medier har heller ikke gjort det nemmere. Der er en fuldstændig vanvittig beauty standard. Vi bliver målt og vejet på alle tænkelige måder. Og der bliver ved med at komme de her medier, hvor man kan sammenligne sig selv.«
Du har over 30.000 følgere på Instagram, og der er rigtig mange unge piger, der ser op til dig og de ting, du laver. Hvordan undgår du selv at blive én af dem, der er med til at skabe de der uopnåelige idealer, som får andre til at føle sig utilstrækkelige?
»Jeg prøver så vidt muligt bare at være mig selv. Men jeg kan jo ikke lægge låg på, at jeg har et arbejde, som er meget atypisk i forhold til mange andre job. Jeg er også et produkt, der skal sælges, og jeg kan jo ikke løbe fra, at mange af de billeder, jeg poster, er enormt polerede. Det hører med til mit arbejde. Men samtidig er jeg også meget bevidst om at give dem rigtige snippets af mig, hvor jeg filmer mig selv uden makeup, hvis jeg har en dårlig dag, whatever it may be. At jeg også sørger for at være mig selv og være ægte, så folk får mennesket bagved. Det synes jeg er vigtigt, at folk også mærker.«
»Folk vil gerne tappe ind i en eller anden drømmeverden. Det er en form for eskapisme, håbet om, at der er et bedre liv derude. Det er det, folk køber ind i. Men jeg tror også, at det er vigtigt, at de får nogle små glimt af, hvor man kommer op og trækker vejret og indser: »Nå, okay, hun er altså ikke perfekt.««
