Fredag den 4. april skal du sidde klar ved tasterne, hvis du vil opleve en vaskeægte musiklegende på dansk grund.
Den tyske elektrokonge Ralf Hütter og hans team har netop offentliggjort, at Kraftwerk spiller i Danmark til efteråret.
Hall of Fame-gruppen indtager K.B. Hallen den 24. november, oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.
Det er første gang siden 2022, at de tyske elektropionerer kommer til Danmark. Dengang spillede de på Smukfest.
Kraftwerk debuterede i 1970 og brød for alvor igennem med albummet 'Autobahn' fire år senere.
Det er dog nok kæmpehittet 'Das Model' fra 1978, som de er bedst kendt for.
Herhjemme husker vi også nummeret 'Tour de France' fra 1983.
I anledning af det franske cykelløbs 100 års jubilæum i 2003 lavede Jesper Skibby nemlig et cover af sangen. Også Drengene fra Angora har brugt nummeret.

Ralf Hütter startede Kraftwerk med Florian Schneider. Schneider døde i 2020.
Billetsalget åbner fredag den 4. april. Fans kan se frem til »et totalværk af kunst« i Danmark til efteråret, lyder det.
»Ved at forene elektronisk musik, computeranimationer og performancekunst skaber Kraftwerks koncerter en sand Gesamtkunstwerk.«
»Deres kompositioner – skabt med innovative teknikker, syntetiske stemmer og computeriserede rytmer – har haft enorm international indflydelse på et bredt spektrum af musikgenrer: fra elektro til hiphop, fra techno til synthpop.«
