Mens musikfans holder vejret og krydser fingre for, at de danske festivaler kan gennemføres næste år, så er Copenhell anderledes selvsikre.

Den københavnske metalfestival har været stille, siden den i juni meldte ud, at billetsalget til næste års festival nu var skudt igang, efter at man havde måttet aflyse årets arrangement under den aktuelle corona-epidemi.

Men nu har Copenhell givet lyd fra sig igen. Denne gang ved at føje yderligere seks navne til næste års plakat, der hermed tæller 34 forskellige navne.

»Megabandet Kiss lægger vejen forbi Copenhell 2021 på deres 'End of the Road'-afskedsturné. Det bliver den sidste chance for at opleve det legendariske rockband, som snart takker af efter en mere end 46 år lang og glorværdig karriere,« lyder det blandt andet fra festivalen.

Gene Simmons fra det legendariske Kiss, de gæster Copenhell næste sommer.
Gene Simmons fra det legendariske Kiss, de gæster Copenhell næste sommer. Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

Foruden det legendariske maskerede 70'er-band kan Copenhell annoncere, at Korn, Sabaton, Mercyful Fate, Down og The Hellacopters har tænkt sig at gæste København til næste år.

Flere af navnene skulle også have spillet på årets aflyste festival.

Copenhell finder planmæssigt sted på Refshaleøen i København fra 16. til 19. juni 2021.

Havde man købt billet til sidste års festival, kunne man få byttet den til en mere aktuel – der er dog fortsat billetter til salg.