Noir og et modnende elektronisk udtryk i smuk forening
Trentemøller fortsætter udviklingen af sine mange musikalske facetter på den længe ventede opfølger til 2010's Into The Great Wide Yonder. På sin nye plade lader han fortsat alternativ indierock, slowcore og støvet noir-inspiration gribe ind i sit elektroniske udgangspunkt.
Det smukke elektro-mørke får fat allerede på skivens toer Gravity, hvor Jana Hunters vokal i uvant, brændende tør nærhed dirigerer sin slowcore-melodi gennem et minimalistisk univers af synthbas, knips og sprød støj-rytmik. Lyden er band-orienteret, og man fornemmer konstant et firemands indie-orkester i kulissen – som om pladen er skrevet til at spille live. Men Still On Fire bryder øjeblikkeligt forventningen om en langsom indieplade og dykker dybt ned i den elektroniske basmuld. Evigt udviklende detaljer lægger sig som et dystert røgslør omkring de centrale bas-, guitar-, blæser- og synth-temaer på både det postmoderne krautrock-track River Of Life og den ambiente perle Morphine.
Den mystiske, magiske skumring skaber Trentemøller bl.a. ved at spille synthesizere gennem guitarforstærkere og komprimere lyd-bidder ved at spille dem over på bånd. Det giver hele lydbilledet et støvet, analogt "tryk", som udtrykker en stadigt voksende distance til det rent digitale miljø, som fødte The Last Resort. På trods af noir-stemningen bliver albummet dog aldrig trøstesløst, og heri ligger den egentlige genistreg. Opløftende sangskrivning, bedrøvede kærlighedserklæringer og instrumentale flydere i lige dele viser en mesterlig evne til at spille på flere heste uden nogensinde at sætte sig mellem to.
