»Jeg er tom for ord. Alt inklusiv ekstrakoncerter udsolgt. Tak, fordi I er der!«

Sådan lød ordene fra Simon Kvamm, efter han kort forinden havde sat en kirketour i salg.

Efterårets 36 koncerter blev udsolgt på få timer, og derfor har den nu 50-årige musiker hevet en kanin op af hatten. Den store efterspørgsel for 'Alle Sangene'-touren har medført, at Simon Kvamm spiller i Royal Arena 6. februar 2026.

»Den store efterspørgsel betyder, at vi i dag med glæde kan annoncere én stor EKSTRA EKSTRA koncert, hvor Royal Arena danner rammen om en scene med et klaver 'in the round.' Her bliver 'Alle Sangene' udvidet – med 'Alle Vennerne',« skriver arrangøren Live Nation i en pressemeddelelse.

Til årets 'X Factor'-finale optrådte Simon Kvamms gruppe, 9000 Håb, med Nephew-nummeret 'Igen & igen &.' Her overraskede Simon Kvamm ved at slå tonerne an til nummeret på sin keytar. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Simon Kvamm har på det seneste gjort sig som dommer i 'X Factor.' Han har dog meldt ud, at den netop overståede sæson bliver hans sidste som dommer i programmet.

Nu vil Simon Kvamm i stedet til at fokusere på sin egen musik.

»Jeg skal spille en hel masse sommerfestivaler med Hugorm, og vi skal til at lave nye sange. Og så har jeg selv sat en kirketour i søen til efteråret, hvor jeg sætter mig ved et klaver og prøver at lave en samling af sange fra mit bagkatalog. Det glæder jeg mig meget til. Så der er en masse at gå i gang med,« sagde Simon Kvamm ifølge Ritzau efter 'X Factor'-finalen.

Det er da også lidt af et bagkatalog, at Simon Kvamm-fans kan se frem til at høre. Det består foruden af 'Hugorm' også af solopladen 'Vandmand', duoen 'De eneste to' med Peter Sommer og ikke mindst 'Nephew', som han fik sit store gennembrud med tilbage i 2004.

Simon Kvamm har samtidigt valgt at donere en halv million kroner fra kirketouren til Folkekirkens Nødhjælp.

Det officielle billetsalg til koncerten i Royal Arena starter fredag 11. april klokken 10.00.

B.T.s anmelder, Kristian Dam Nygaard har kigget lidt nærmere på Simon Kvamms 'X Factor'-exit. Det kan du læse meget mere om HER.