Fredag udsender den københavnske sanger og sangskriver Tony Vibrato sin debut-EP, 'Lille dreng'.

Og trods titlen er budskabet stort.

Sammen med sin søster Christina voksede Tony op i en alt andet end harmonisk plejefamilie.

Resultatet af den turbulente barndom er dog positivt for begge søskende. Ofte kigger Tony, hvis rigtige navn er Tonny Phinero da Silva, op på den blå himmel og sender en stille takke-bøn til sine biologiske forældre, der gav ham livet.

Omslaget til Tony Vibratos nye E.P. 'Lille dreng'
Omslaget til Tony Vibratos nye E.P. 'Lille dreng' Foto: PR
Vis mere

Og det er denne komplekse historie, Tony nu forsøger at fortælle via sine fem nye sange på 'Lille dreng'.

»Det lyder som en kliché, men arbejdet med denne sang og musikvideoen, har givet mig en form for forløsning. Jeg bærer ikke nag til min plejefamilie, de gjorde hvad de kunne. I dag er jeg heldigvis et godt sted i mit liv, og jeg kan se tilbage uden at dømme,« siger Tony.

Tony var blot tre år gammel, da hans far døde i en alkoholrelateret bilulykke. Få år senere døde moderen af en hjerneblødning. Tony og hans storesøster Christina tilbragte resten af deres barndom i plejefamilien, hvor de voksede op i et hjem med dét, Tony kalder 'mangel på kærlighed og anerkendelse'.

I musikvideoen til 'Lille Dreng' optræder to børneskuespillere, der ligner Tony og hans søster, Christina. Tony og Christina medvirker også selv i videoen.

»Jeg håber virkelig, at jeg med sangen og videoen kan være med til at sende et positivt budskab til børn, der lige nu har det svært og kæmper med nogle af de samme udfordringer, som vi gjorde«, siger Tony Vibrato.