Det unge Texas-slæng The Sword vender tilbage med manér – ’Warp Riders’ er d’herrers strammest producerede og mest fokuserede plade, men den er ikke deres bedste.
Der skal normalt ikke meget til, før unge bands bliver korrumperet af succes og pladebossers fiffige idéer. Og de fire medlemmer i The Sword var ikke mange måneder over de 20 år, da de i 2006 brød frem fra undergrunden med det brutalt buldrende stenermetal-statement ’Age of Winters’.
Så da to år gamle ’Gods of the Earth’ lød som en forvirret og ujævn affære, var der god grund til at frygte, at disse håbefulde herrer blot ville ende som endnu et eksempel på døgnfluesyndromet.
Men heldigvis vender båden igen med kvartettens tredje album ’Warp Riders’, der uden tvivl er The Swords mest ambitiøse plade. Endda en konceptuel én af slagsen, som bygger på science fiction-fortællinger om tidsrejser i det ydre rum – ikke ulig kollegaerne i Mastodons seneste album.
Og med Matt Bayles (Mastodon, Isis) bag knapperne står ’Warp Riders’ samtidig som det mest præcist producerede og tonsende album fra texanerne til dato. Og musikken? Står den så mål med ambitionerne og den omhyggelige iscenesættelse? Ja, det gør den faktisk. Langt hen ad vejen.
The Sword har endnu engang udvidet deres musikalske udtryk. På den første plade var der rå doom på dagsordenen, på den anden var det doom parret med Metallicas tidlige storladne metal og på denne tredje skive snupper Sværdet fra en større håndfuld inspirationskilder.
Og det er stadig de unge herrers største problem; de har ikke magten og evnerne til at træde ud af idolernes skygge. Men de åbenlyse inspirationer trumfer heldigvis kun med mellemrum det dødsens tunge groove, der gennemsyrer hele albummet.
Rå nostalgi
The Sword virker her mere begejstrede for boogie-inficeret truckermetal end nogensinde før, og inspirationen fra turnepartnerne i Clutch kan høres i den gyngende førstesingle ’Tres Brujas’ og især sydstatrockeren ’Lawless Lands’, der løftes af æggende orgeltoner.
Faktisk lyder gutterne flere steder – særligt i ’The Chronomancer I: Hubris’ – som arvtagere til den blues’ede metal, som Corrosion of Conformity praktiserede tilbage i 90’erne. Det er ren, rå nostalgi og også lidt upersonligt.
At det har haft en effekt på de unge texanere at turnere med Metallica og den erklærede fan Lars Ulrich, kan såmænd også tydeligt høres i de instrumentale ’Acheron/Unearthing the Orb’ og ’Astraea’s Dream’, der åbner hver af skivens to konceptuelle suiter.
Selvtillid og solid rock
Når ’Warp Riders’ aldrig for alvor sparker benene væk under lytteren, så skyldes det, at The Sword (med undtagelse af ’Night City’ – en omskrivning af Guns N’ Roses’ ’Nightrain’) aldrig afviger fra pasticheskabelonen og at J. D. Cronises monotone vokal stadig bliver lidt anstrengende i længden.
Skivens anden halvdel er desværre også mærkbart svagere end den første, og generelt er det som om, der spilles for meget på professionalisme, tighthed og guitarlir, hvor det ville have klædt d’herrer at løsne lidt op.
Men alt dette ændrer ikke på, at ’Warp Riders’ kommer fra et slæng, der åbenlyst sprudler af selvtillid, og den er bestemt en positiv og solidt rockende overraskelse oven på det lidt mislykkede ’Gods of the Earth’-album.
’Age of Winters’ er og bliver bandets bedste udspil, men denne treer understreger, at man stadig bør holde godt øje med disse grumme gutter fra Texas.
The Sword spiller på Christianias Loppen onsdag den 10. november og på Malmös Kulturbolaget to dage senere.
