Fulde venner, der sprøjter klistrede Gajolshots med syntetisk smag af granatæble i ansigtet på hinanden. De kan knap stå oprejst. Så slemt står det til. De er godt lakket til, som man siger. Et par toptrænede ungersvende kommer op at toppes.
De støder panderne sammen og pruster, som for at markere sin dominans over for modparten. Et par andre fulderikker hygger sig med at hive bukserne ned og vise hinanden deres bare røv. Samtidig banker den høje, tunge og ensformige basmusik uforsonligt derudad. Uden nåde.
Nej, vi befinder os ikke til en våd afterskiing-komsammen i de østrigske alper. Ej heller på et trøstesløst provinsdiskotek, hvor altid går i loop. Selvom det faktisk langt hen ad vejen føles sådan. Vi er såmænd indlagt til åndsforladt knæklys-gilde med den 25-årige svenske EDM-komet Avicii, et af de absolutte hovednavne på årets Smukfest.
»Wake me up when it’s all over« lød det symbolsk på den gennemført rædselsfulde »Wake Me Up«. Og sådan havde jeg det altså. Her gik man og troede, at EDM-kollegaen Calvin Harris’ sjælløse playback-seace på Tinderbox var bunden, men hans svenske åndsfælle (det er paradoksalt at tale om ånd her…) tog ligesom smagløsheden og de musikalske ligegyldigheder to the next level. Det var rigtig stygt.
Jovial tromlen
Tim Berglings, som er DJ-gulvkalvens borgerlige navn, tre største hits tilsammen er afspillet mere end 900 millioner gange på YouTube. Det vidner om, at der er et kæmpe marked for disse vederstyggeligheder. Hver sin smag. Måske forstår jeg det bare ikke? Please forklar hvor genialiteten ligger begravet? Enlighten me!
For mig fremstod showet som en skødesløs cocktail af dårlig smag. Visuals, der skiftevis lignede noget fra en low budget pornofilm og nogle animationer, som er kreeret af nybegyndere på en medieproduktionsskole. Skyformationer. Åbne vidder. Gotiske ødemarker. Kitschede-sci-fi-monstre. Den slags åbenlys symbolik. Ledsaget af et variationsløst lydspor, der bare tromlede jovialt afsted.
Avicii stod bare bag sin kæmpepult med kasketten på sned og lavede fagter med den ene hånd. Hvad lavede han med den anden? Musikken lød fuldstændig som på pladerne. Måske han bare lige ville sikre sig, at volumen var kørt helt i bund. Det var den. Puha.
»Heaven« med vokalbidrag af Coldplays Chris Martin forenede det værste af to verdener. Og titlen må da være en joke? Hitlisteplagen »Hey Brother« forsøgte at fusionere EDM-æbleplukkerhelvedet med indfølt country. Fallit. The Jefferson Airplanes »Somebody To Love« blev gennempulet og maltrakteret af et pauvert dancebeat. Dybt godnat.
Ret utraditionelt for genren tog Avicii mod slutningen mikrofonen for at sige et par ligegyldige ord. Her opdagede man, at det var et menneske deroppe. Man troede bare det var en robot, der var programmeret til at stå og lire et potpourri af rædsler af.
Avicii: Bøgescenerne, Smukfest, fredag nat.
