Et af Danmarks største rockbands Kashmir annoncerede tirsdag et comeback med to koncerter i 2020. Og nu udvider de med endnu en koncert.

Kashmir har nemlig besluttet at spille en ekstrakoncert i Royal Arena den 30. maj.

Det skriver DTD Concerts i en pressemeddelelse, hvor bandet udtaler følgende:

»Vi er overvældede over den modtagelse, de forestående koncerter har fået overalt og ikke mindst hos vores meget dedikerede fanskare. Lige nu lægger vi os i selen for at skabe det ultimative show og den ultimative ramme for at genopleve alle de klassiske sange, vi selv holder så meget af,« siger forsanger Kasper Eistrup og tilføjer:

Kashmir genopstår - nu med tre koncerter i 2020.
Kashmir genopstår - nu med tre koncerter i 2020.
Vis mere

»Det gør os enormt glade, at endnu flere fans nu får muligheden for at for fejre det fællesskab, vi har opbygget sammen med dem,« siger forsangeren.

Kashmirs tre koncerter er de første siden 2014. De to første koncerter blev annonceret tirsdag.

Her har efterspørgslen på koncerterne, der spilles i Jyske Bank Boxen i Herning den 28. maj og i Royal Arena den 29. maj, været enorm, hvilket er årsagen til den netop annoncerede ekstrakoncert.

Eksempelvis tog det kun få minutter at få solgt billetterne til koncerten i Royal Arena.

Kashmir blev dannet på Kastanievej Efterskole på Frederiksberg i 1991 af Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg og Asger Techau.

Efter gennembrudsalbummet 'The Good Life' i 1999 blev keyboardspiller Henrik Lindstrand en fast del af bandet.

Deres seneste album, E.A.R., udkom i 2013. Bandet har gennem tiden også vundet 10 Danish Music Awards.

I 2018 lavede Kasper Eistrup et portræt af kronprins Frederik, hvilket du kan se i videoen øverst i artiklen.