Tina Dickow er og bliver en stolt, farverig påfugl i den danske jungle af mere eller mindre artistisk udfordrede poppapegøjer. Det fik vi endnu et slagkraftigt bevis på, da Tina veloplagt og i åbenlyst strålende humør lagde fra land på Grøn Koncert med en dramatisk, højstemt og vokalt intet mindre end fænomenalt turneret udgave af ”Nobody’s Man”.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>TINA DICKOW, Grøn Koncert, EsbjergIgen blev der lagt alen til Dickows kunstneriske fjerpragt ved en koncert, hvor der specielt var grund til at berømme hendes og bandets vovemod. Et mod, der består i at være villig til at re-arrangere allerede kendte og elskede sange og faktisk i adskillige tilfælde få noget BEDRE end de oprindeligt indspillede ud af samme sange.
Det blev gjort til overmål torsdag eftermiddag, da Tina og bandet spillede ”No Time To Go To Sleep”, ”Count To Ten” og ”On The Run” op i et endnu højere kvalitetslag. Og tro mig; de sange rangerede ret højt på kvalitets-skalaen i de oprindelige versioner. For slet ikke at tale om da Tina helt ekstraordinært følte sig kaldet til at hylde nogle af de andre kunstnere på dette års grønne turné med et medley, som bl.a. indhold uddrag af Thomas Helmigs ”Nu hvor du har brændt mig af”, Medinas ”Ensom” og D-A-Ds ”Sleeping My Day Away”, som gik direkte over i det nye storladne, næsten rocksymfoniske arrangement af ”Count To Ten”.
Tina selv sang bedre, end jeg nogensinde har hørt hende – og det vil sige noget! – og selv om hun altid rubriceres i ”singer-songwriter” kategorien, var hun torsdag i et allerhelvedes rockhumør.
Tina Dickow som rock-chick? Er der noget, det pigebarn IKKE kan?
Tilsyneladende ikke.
