Det burde være en del af danskernes pensum, at opleve en vores stærkeste solister få lov til at folde sig helt ud og få luft fra de store orkestrer. Tina Dickow greb også muligheden igen, da DR atter bød sig til for hende - og hun har blandt andet skrevet helt nye sange til netop disse koncerter, som får de små hår i nakken til at rejse sig.

Tina Dickow, Koncerthuset

Det kom dog i mine øjne lidt skævt fra start, da åbningsnummeret 'They Should See me' nærmere lød som et point of no return i en musical, end som en Tina Dickow-speciel. Det skulle vise sig, at det var en ener - resten af koncerten balancerede Dickows spinkle melodier og den voluminøse storhed som underholdningsorkesteret administrerede smukt.

Hun greb guitaren 'for at føle sig tryg,' som hun sagde, og det samme blev publikum, da hun på vanlig fortællende vis sang 'Quarter to forever' og straks kunne vi genkende hende.

Det smukke i koncerten var netop det spil, som var mellem hende og orkesteret - hendes sange kan i den grad bære det storladne og voldsomme. Helt fra den rene messingversion af 'Heaven and Hell', hvor Dickow alene med horn sang både rørende og dramatisk, over til i anledning af koncerterne skrevet 'True North' - en hyldest til det smukke nord - som blev leveret så fyldigt og voldsomt, at alle hår rejste sig og hjertet pumpede. Helt sikre højdepunkter, som også blev slugt grådigt at publikum fra hele spektret af fans. Og også højdepunkter som undskyldte, at hendes egen stemme nogle få gange druknede i havet af lyd.

Hun styrede koncerten i hård hånd. Lige fra sine små lommefilosofiske introduktioner over til at hjælpe publikum med at se, da DR filmede koncerten og i første del af showet var så meget i vejen, at det hindrede en del gæster en god oplevelse. Hjemmevant på scenen styrede hun 'dem som er over sangerinden' til at rykke rundt på kamerafolkene.

Der var tider, hvor det store orkester dog kom i vejen. Paradoksalt nok da ikke var tilstede. Den allerede døbte klassiker 'Room With a View' sang Tina Dickow helt alene på scenen, og det var som altid vildt smukt. Men den intime stemning blev brudt, da man kunne høre grin og larm fra kulissen. Ganske enkelt pinligt - og slet ikke noget man forventer fra et professionelt koncerthus. 

Tina Dickows eget band spillede med, som det er for vane til denne slags koncerter, og hun havde også inviteret den islandske musiker Helgi Jonsson, der udover at spille trombone, klaver og synge, stillede op til nogle duetter. For eksempel den smukke 'The Walls' - hvor de havde skrabet orkesterlyden væk til min personlige ærgrelse. Det fungerede dog vildt godt, da de to som en del af ekstra numrene leverede 'The Road' - vitterligt en af de smukkeste sange og som blot blev smukkere med den simple trombone-solo, som også fik liv af islænderen.

Men der hvor det virkelig spillede var, når hun lod sine sange løfte sig op med orkesterlyden.

Eksempelvis da hun sang 'Home', hvor musikken næsten blev helt James Bond-cover agtig, og dem der tvivlede om Zero 7 havde patent på den, godt kunne pakke sammen. Eller under den førnævnte 'True North', hvor hun beviste, at hun også kan skrive direkte til orkester-graven. Og det var jo ret beset det, som vi var kommet for at høre, derfor var det lidt tristesse, at orkesterets medlemmer ofte måtte forlade scenen (for at larme i kulissen). Det var ikke hele tiden - men alligevel for ofte.

Selvom hun beholdt et 'kammerorkester' inde og på trods af ren messing-sang, så manglede jeg at hun brugte rigdommen af lyd fuldt ud. For hun havde udvalgt sange, hvor det var hende alene - eller let akkompagneret - og det har jeg hørt mange gange flere forskellige steder, og det er slet, slet ikke nogen dårlig koncert, men når nu billetten skrev 'med DR Underholdningsorkester', så kunne jeg godt have brugt mere af det.