Det er muligvis ikke dét, den forbenede McCartney-fan Tim Christensen helst vil høre, men hyldesten til forbilledet ved dennes 70-års dag i Vega 18. juni sidste år var bedre spillet og mere levende, end McCartney selv har formået det i mange år.

Og alt imens den mere verdensfjerne del af McCartneys fans nu frådende sidder og bider i deres udtjente eksemplarer af ’Yesterday’ over den melding, kan musikelskere med residens på planeten Jorden investere i testamentet fra den aften sidste år – albummet ’Pure McCartney’ – og konstatere, at ovenstående påstand står til troende.

Se, man kunne med god grund være nervøs for, at en hyldest til én af historiens store sangskrivere ville være endt i et kunstnerisk kvælertag og deraf følgende musikalsk åndenød – forårsaget af (ære)frygten for ikke at yde mesteren retfærdighed.

Sublimt

Imidlertid skete det modsatte, da Tim Christensen gik på scenen den aften – suverænt sekunderet af de amerikanske sangere Mike Viola og Tracy Bonham samt det – igen! – sublime backingband The Damn Crystals.

Fra den ypperlige gennemspilning af numrene fra Tims favorit McCartney album ’Ram’ til intet mindre end fornemme versioner af giganter som ’Live And Let Die’ og ’Band On The Run’ bliver samtlige sytten sange hér nok sunget og spillet med respekt for originalerne, men også – og nok så afgørende – med en legesyg og overlegen tro på egne evner, som kvalitetsmæssigt løfter ’Pure McCartney’ langt over blot endnu en hyldest til én af fortidens helte. Det kræver talent ud over det sædvanlige på én gang at holde sig respektfuldt til forlægget og samtidig et langt stykke ad vejen gøre disse ikoniske sange til sine egne.

Men det var dét, Tim, Mike, Tracy og Damn Crystals evnede denne aften, og det er dét, du kan høre på ’Pure McCartney’.

’Maybe I’m Amazed?’ Jo, det tror jeg nok, jeg var… og er. Godt gået, Tim og co.!