Kommercielt selvmord eller moderigtigt retro? Big Fat Snake vender tilbage til de gamle værdier

Big fat Snakes nyeste album ’IdiOcrazy’ lyder som hitmateriale – fra 1979. Og dét skal opfattes som en kompliment.

Før studiealbummet, der i dag også udkommer på vinyl, fik sin endelige titel, gik det nye projekt under navnet ’Gamle idioter’. Og dét er let nok at forstå.

Ikke alene er hele skidtet nemlig indspillet på en gammeldags 16-spors analog båndoptager (i modsætning til moderne digital-teknologi) - Ét spor til hvert instrument plus det løse. Optagelserne foregik også live i studiet - i en gammel hytte i Sverige. Og med en anden analog-fan, L.I.G.A.-producer Chief One, bag mikserpulten tog det blot tre dage at få samtlige ti nye sange i kassen

- Man skal måske være godt dum for at indspille på denne måde. Men det her er sådan, vi kan lide vores musik. Det er så tæt på rockens dna, som muligt, siger bandets forsanger, Anders Blichfeldt til BT.

Dyrt og primitivt

På flere af deres seneste album har det 24 år gamle rockband fået kritik for at lyde FOR poleret og FOR pænt. Til gengæld fik en lille håndfuld sange, indspillet live og let skramlende i Chief Ones studie for få år siden, masser af ros fra både fans, kollegaer og anmeldere.

Og det er denne teknik, BFS nu har brugt på hele ’IdiOcrazy’, som gruppen med Anders’ ord har brugt ’halvandet år og vores egne surt opsparede penge på’.

Forud for de tre hektiske indspilningsdage i Varispeed Studiet i Sverige, øvede bandet nemlig de nye sange i én uendelighed. Og derfor kunne de det hele udenad, da Chief One endelig trykkede på ’record’-knappen.

Landets bedst sælgende

Og uanset om ’IdiOcrazy’ bliver en kommerciel maveplasker eller en returbillet til de gode gamle dage, hvor BFS var landets bedst sælgende band, så har Anders og kompagni en masse at være stolte af.

Lige fra startskuddet til album-åbner ’Ramblin’ Man’ er der nemlig dømt ’totalt nærvær’ og ’maksimal melodi’ på ’IdiOcrazy’.

Bedst med pop

Bedst er bandet efter min mening stadig, når de lader poppen snige sig ind i det autentiske og dynamiske lydbillede. Og således er nye sange som ’Swayed’ og albummets første singleuddrag, ’She Lives for Today’ blandt mine favoritter. Men allerede efter få gennemlytninger står det klart, at ’IdiOcrazy’ ikke rummer én eneste smutter.

Således svinger rockere som ’Cheap Wine and Dine’ og Devil In the Jukebox’ som en charmerende blanding af 70er-KISS og sydstatsrockerne fra Lynyrd Skynard. Det udødelige guitartema, som Robert Plant også genbrugte på Led Zeppelins ’Whole Lotta Lovin’’, giver ’Inside/Outside’ en glans, der er både moderne og tidløst traditionel.

Og albummet afrundes smukt af balladen ’Ophelia’s Song’ (en fremtidig koncertfavorit) og den solide ’Anystreet Anywhere’ - Endnu to sange, der beviser, at BFS stadig har en masse på hjerte.

IdiOcrazy, Big Fat Snake, 5 ud af 6 stjerner