Aalborgensiske Figurines er gået fra at være en kvintet til nu at være en trio. Hér fortæller frontmand Christian Hjelm om omstillingsprocessen, den nye plade og bandets venskab med Band of Horses.

Det er langt fra alle bands, der overlever, når halvdelen af besætningen vælger at takke af på én gang. Figurines, der kommer fra den lille by Vestbjerg ved Aalborg udgør dog en undtagelse, og i denne uge udsender trioen, som tidligere var en kvintet, deres selvbetitlede comebackplade, som B.T. belønner med hele fem stjerner HER.

Christian Hjelm har været med fra starten, er både frontmand og primær sangskriver i Figurines, og da B.T. får en snak med ham, lyder han til at være ganske tilfreds med situationen på trods af den ufrivillige indskrænkning af besætningen.

Hvordan har I det med nu at blive betegnet som ”veteraner” på den danske uafhængige (eller indie/independent, om man vil) scene? Hvordan er det at se tilbage på en mere end ti år lang karriere?

– Lige nu sender vi en ny plade på gaden, som vi er stolte af at have skabt. Så vi ser ikke tilbage – vi ser frem mod at få den ud til folk og spille de nye sange live.

– Vi var omkring 18 år, da vi udgav vores første EP og blev kastet ind i det hele fra den ene dag til anden. Pludselig har vi udgivet fire albums. I dag er vi stadig unge mænd – og ikke mindre sultne end for 10 år siden. Men vi er bedre live, understreger Christian Hjelm.

Motivation, ambition og lyst

Når to bandmedlemmer pludselig forlader foretagendet samtidig, vil et nærliggende spørgsmål være, hvad der drev de resterende medlemmer til at fortsætte med at spille frem for at kaste håndklædet i ringen. For frontmand Hjelm er svaret simpelt:

– Lysten til at spille og skabe musik og blive et band igen. Forstået på den måde, at vi havde en ret turbulent periode i bandet hvor tingene var ved at falde fra hinanden. I fællesskab besluttede vi, at der skulle ske en forandring og alle var enige om, at man er med, når man er 100 % med – det var alle enige om. Vi skulle finde tilbage til det grundlæggende, hvilket var, at motivation, ambition og lyst måtte styre det hele.

Men før var I en kvintet, nu er I en trio. Hvad har været den største omstillingsudfordring ud over overgangen til det mere simple setup, forstås?

– Vi har lige måttet vænne os til det. Men det er vigtigt at forstå, at det at vi er blevet færre faste medlemmer i bandet ikke har føltes som en reduktion – det lyder negativt. Vi er ikke reducerede. Kreativt har det betydet, at vi er gået mere levende og legende til optagelserne og har flydende roller, hvor alle har spillet på alt. På nær trommerne. Dem har Claus (Johansen, som er tilbage i bandet for første gang siden debut-EP’en, – red.) håndteret, ligesom han gjorde det på ’The Detour’. Når vi tager på tour i efteråret vil vi for øvrigt stadig være fem på scenen.

Hvad med sangskrivningen? Er det en kollektiv proces, eller kommer hvert enkelt bandmedlem med individuelt input? Og hvilken indflydelse har det fået på processen, at I nu kun er tre mand om opgaven?

– Det har altid fungeret sådan, at jeg kommer med en skitse eller mere til en sang. Den præsenterer jeg for de andre og vi beslutter, ud fra udvalget, hvad vi har lyst til at arbejde videre med. Hvis der en fælles følelse af, at der i nogle sange mangler et eller andet har jeg tit sat mig sammen med Jens eller Claus og skrevet det færdigt. Arrangementerne arbejder vi os frem til i fællesskab og alle får lagt deres individuelle touch på sangen.

Det nye album

På det nye album, er I – logisk nok – gået tilbage til en mere nedbarberet lyd i forhold til forgængerens grandiose produktion, men der er stadig ekkoer af den psykedeliske 60’er-pop. Hvor har I hentet inspirationen denne gang?

– Vi hører det nye album som en sammensmeltning af ’Skeleton’, ’When the Deer Wore Blue’ og noget helt nyt, som vi ikke har udforsket før. Sidstnævnte var på en måde en konceptuel plade, et værk hvor sangene hørte og hang sammen. Den var til tider nok også indadvendt og en plade man skulle nærlytte for at forstå den. Det var den, vi havde lyst til at lave dengang – en plade som var mellow og på samme tid mere psykedelisk end ’Skeleton’. Så er det meget naturligt at man vælger en ny stemning at arbejde med næste gang man laver en plade.

– Med ’Figurines’ lå det bare i luften - og tidligt i sangskrivningen - at der var et naturligt behov for at lave noget som var mere umiddelbart. Det bærer hele pladen præg af. Det er dog ikke en simpel plade. Der er mange komplekse lag og skøre akkorder, men den er overordnet set meget mere direkte end ’When the Deer Wore Blue’, siger Christian.

Band of Horses som venner og fans

Det er ingen hemmelighed, at Figurines har et godt venskab med populære Band of Horses, der efterhånden spiller den ene udsolgte koncert efter den anden på dansk grund. Figurines blev håndplukket af hestebandet selv som opvarmningsnavn til deres seneste to danske koncerter. Ifølge Christian Hjelm skyldes dette dog blot, at amerikanerne er Figurines-fans:

– Historien er den, at Band of Horses på deres første tour i Europa havde vores plader med i tourbussen og åbenbart lyttede meget til dem. Da de skulle spille i København i juni måned, fandt de ud af, at vi delte bookingselskab i Danmark og spurgte om det kunne lade sig gøre at få os til at åbne for dem. Vi er alle Band of Horses-fans så det var ikke nogen svær beslutning for os. De spurgte os igen, da de spillede på Voxhall i Århus. Virkelig flinke fyre. Det har været fedt at lære dem at kende og hænge ud med dem.