Presset blev for stort for billetudbyderen TicketMaster, da der skulle sælges billetter til Bruce Springsteen koncerten i Parken.

På Facebook har Live Nation annonceret, at de har været udsat for tekniske problemer, og at de derfor bliver nødt til at starte salget af billetterne forfra.

»Desværre oplevede TicketMaster kort efter salgsstart uforudsete tekniske problemer. TicketMaster arbejder på højtryk for at løse problemerne, så vi kan starte igen.«

Dermed må gæster, der gerne vil ind og se 'The Boss', gøre sig klar til at sidde klar foran computeren igen i morgen.

»Vi har midlertidigt lukket for salget og starter forfra i morgen torsdag den 2. juni kl. 09.00 via ticketmaster.dk.«

B.T. har forsøgt at indhente en kommentar omkring, hvad der var skyld i de tekniske problemer, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

På Facebook er det de færreste, der nu glæder sig til at starte forfra med at sikre sig billetter til showet.

»Det er bare ikke o.k. Der har man måske ikke mulighed for at købe billetter- jeg har i alt fald ikke,« skriver en.

»Det er da utroligt. Det fungerer ALDRIG til de store navne! Men så fik man da lige slået to timer ihjel,« lyder det fra en anden.

»Og det kan de heller ikke selv finde ud af at melde ud! Der er nået nye højder for uprofessionalisme,« i stemmer en tredje.