Thor Farlov fra Citybois er gået solo.

Siden de glade 'X Factor'-dage tilbage i 2015 har barndomsvennerne Anthon Edwards og Thor Farlov hængt sammen som Citybois, men nu har sidstnævnte altså besluttet at prøve sig selv af på egen hånd.

Onsdag havde P3 premiere på hans nye single 'Alene', der er lavet i samarbejde med blandt andre Jens Ole McCoy, der er bedst kendt for sin tid som halvdelen af duoen Ukendt Kunstner.

Derudover er der ikke meldt noget ud om hverken Thor Farlovs soloprojekt, Citybois' fremtid, eller hvad Anthon Edwards skal lave.

Citybois med Thomas Blachman under 'X Factor' i 2015.
Citybois med Thomas Blachman under 'X Factor' i 2015. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

I P3 fortalte vært Pelle Peter Jencel onsdag, at Thor Farlov igennem det sidste halve år har udvekslet skitser og sange med Jens Ole McCoy, og indtil videre har det altså resulteret i den nye sang 'Alene', der officielt udkom natten til torsdag.

Anthon Edwards og Thor Farlov har siden marts 2019 delt selskabet Bois I/S, men det har de samtidig med lanceringen af Thor Farlovs solosingle begge nu forladt, viser oplysninger, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T. Hvad det helt præcis betyder, vil Citybois' manager, Kristian Nyholm, ikke kommentere på.

Citybois har i foråret ellers kunnet fejre nye triumfer, da deres første fuldlængdealbum, 'Bois Forever', i fire uger lå øverst på den danske albumhitliste og kastede hits af sig som 'Sol over København', 'Finde tilbage' og 'Sig mig', der alle har mange millioner afspilninger på Spotify, men tanken om at lave musik hver for sig er ikke ny.

I 2018 svarede de på spørgsmål fra B.T.s læsere. Her blev de spurgt, om de kunne finde på at gå solo:

»Vi har ikke tanker om at gå solo. Altså, sådan for evigt, men vi har da tanker om at lave musik hver for sig på et tidspunkt,« lød det fra Anthon Edwards.

»Der kom en Anthon-single dér, en Thor-single dér. Det vil jeg ikke afvise,« tilføjede Thor Farlov.

I forhold til at Anthon Edwards reklamerer for Thor Farlovs nye single på Instagram, tyder det da heller ikke på, at der skulle være dårlig stemning imellem de unge popsnedkere.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Thor Farlov, men det har i denne omgang ikke været muligt.

Hør 'Alene' her: