For at være ærlig – og det er da muligt min uforstand spiller ind hér – så er The Streets (alias frontmand, sanger og rapper Mike Skinner) i mine øren et sørgeligt eksempel på, hvor fortvivlende lidt, der skal til for at skabe sig et navn på musikscenen nu om stunder.
Som det blev – i hvert fald indledningsvis – uudholdeligt udstillet i Skanderborg lørdag aften, har The Streets jo faneme dårligt nok en ærlig sang i kataloget. Faktisk har de dårligt nok musik, hvis den bovlamme backing, Skinner havde med i Skanderborg er noget at gå efter. Hvad de derimod har er en bunke britisk bonderøvs reggae og hiphop, og de matte manøvrer udi samme resulterede i en overvejende klampende kedelig koncert i Skanderborg.Efter min bedste overbevisning er stiløvelser, noget man muntrer sig med i øvelokalet, INDEN man går ud på scenerne og spiller for folk. Desværre tog The Streets dem med ud på scenen, og det var forventeligt cirka så festligt som et ligtog i Vatikanet.
I hvert fald til hen mod slutningen af koncerten, hvor publikums party-promille var pænt oppe i rødzonen (muligvis i forventning til Nik og Jay, som skulle spille bagefter), og Mike Skinner endelig slap festen løs, og fik publikum til stort set kollektivt at smide trøjerne, inden han bodysurfede ud på menneskehavet foran Bøgescenen.
Et herligt indslag. Men igen; det havde ikke meget med musik at gøre. Så jeg giver sgu’ ikke meget for musikken, men jeg vil gerne give lidt for, at Streets efter et maraton-langt tilløb dog fik skabt en slags fest i Skanderborg mod slutningen.
Dette være dog skrevet, mens jeg stadig sparker mig selv over skinnebenet i irritation over, at jeg forlod noget, som betænkeligt mindede om en fantastisk koncert med danske Surfact på Rytmehans scenen for at gå op og høre The Streets.
Streets? Snarere blindgyde.
