The Minds of 99 fejrede deres triumf ved P3 Guld med en lille ’tak for ingenting’ til de kommercielle radiostationer.

Rockbandet, der de seneste år er gået hen og blevet måske Danmarks største i deres genre, vandt fredag aften hovedprisen til P3 Guld, og i takketalen takkede de P3 for altid at tro på dem og spille deres musik. Noget, de mener, de kommercielle stationer aldrig har gjort.

»Vi skal spille i en udsolgt Royal Arena til efteråret. Hvis det ikke er kommercielt, så ved jeg ikke, hvad der er,« lød det på scenen, da de fik guldstatuetten i hånden.

Da B.T. efterfølgende fik en kort kommentar fra The Minds of 99, fortalte de, hvad de har tænkt sig at bruge de medfølgende 100.000 kroner på.

»Vi giver dem til nogen, der virkelig har brug for dem. De værdig trængende. Vi giver dem tilbage til DR,« lød det fra forsanger Niels Brandt.

»Jeg har også lige sagt det i live radio (P3, red.). Så det gør vi. Hvis man altså kan,« tilføjede han uden at have en ide om, hvor præcis i DR han synes, pengene vil gøre særlig gavn.

Aftenens ”taber”, Saveus, der var nomineret til P3 prisen sammen med The Minds of 99, var helt okay ovenpå nederlaget.

»Vi har det helt fint. Hvis der var nogen, vi gerne ville tabe til, så er det The Minds of 99, som vi ser sygt meget op til,« fortalte Martin Hedegaard fra Saveus.

»Vi har studie i samme område, så vi ser dem tit og betragter dem lidt som nogle storebrødre. Så hvis der var nogen, der skulle vinde, så var det dem,« tilføjede han.

Både The Minds of 99 og Saveus puster for tiden ud ovenpå et stort 2018, men har begge mål for fremtiden.

»Vi fokuserer på koncerterne i år og helt klart den kommende koncert i Royal Arena,« lød det fra Niels Brandt.

»Vi er i gang med at lave ny musik, og så skal vi ud og spille en masse koncerter til sommer. Vi har et langsigtet mål om at skulle tilbage på Orange scene og spille på et tidspunkt,« tilføjede Martin Hedegaard.

Udover The Minds of 99 vandt Phlake årets lytterhit med sangen 'The Rascal', mens P3 talentprisen gik til sangerinden Jada.