Bandet The Minds of 99 har på få år opnået enorm succes i Danmark og spillet fyldte festivalpladser op, og i efteråret imponerede bandet med en koncert i en udsolgt Royal Arena.

Til september giver bandet koncert i Parken - og den koncert har vist sig at blive noget anderledes end først antaget.

Oprindeligt var koncerten nemlig skaleret ned, og der var sat 35.000 billetter til salg.

Men nu er billetsalget imidlertid gået så godt, at The Minds of 99 sætter yderligere 13.000 billetter på markedet - noget, der i den grad kommer bag på forsanger Niels Brandt selv.

»Det er virkelig flot og overraskende, det her. Vi har efter bare et par måneder solgt 35.000 billetter! Det er jo helt brændt af! Så nu åbner vi altså helt op. Folk har simpelthen været meget mere klar på det, end vi troede, de ville være. Vi står med en rigtig god følelse indeni. Tænk, at vi bliver så mange den 12. september. Dette bliver jo et nationalevent. Det er vigtigt,« siger forsangeren i en pressemeddelelse.

Koncerten i Parken bliver bandets eneste i hele 2020, da bandmedlemmerne ønsker at bruge alle kræfter på at lave et stort show. Derudover bruger The Minds of 99 også 2020 på at gå i studiet igen.

I sommeren 2018 stod The Minds of 99 på Orange Scene på Roskilde Festival foran en fyldt plads - og dengang lagde forsanger Niels Brandt ikke skjul på, hvor stor den oplevelse var.

»Det er klart det største, vi nogensinde har prøvet. Der var måske 80.000 mennesker. Jeg blev ramt af så mange følelser. Den scene fucker bare med mig mentalt,« sagde han dengang til B.T.

The Minds of 99 på Roskilde Festival i 2016.
The Minds of 99 på Roskilde Festival i 2016. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

I dag mener forsangeren dog, at den kommende koncert på Danmarks nationalstadion bliver karrierens højdepunkt.

»Vi har spillet store koncerter før, men nu står vi foran det største, man som dansk band selv kan sætte op. At spille i Parken. Vi er enormt motiverede af den tillid, som publikum allerede har vist os ved at købe så mange billetter, og vi kommer til at give alt, hvad vi har,« lyder det fra Niels Brandt.

The Minds of 99 vandt sidste år en Danish Music Awards for albummet 'Solkongen'.

Bandets har kastet hits som 'Hurtige hænder' og 'Alle skuffer over tid' af sig.