For en uge siden skulle The Minds of 99 have fejret udgivelsen af deres nye single, men så ødelagde corona-krisen det gode humør. Nu har forsanger Niels Brandt fundet ro i den ufrivillige pause og glæder sig til at se, hvad det hele ender med.

»Hej, Kristian, det er Niels,« lyder det torsdag formiddag over telefonen.

Hej, Niels. Hvordan går det?

»Det går strålende.«

Det er godt at høre, for stemningen er jo desværre meget negativ for tiden.

»Altså, der jo en personlig side, og så er der en samfundsmæssig. Jeg er faktisk ret splittet. På den ene side har jeg fx en onkel med dårligt hjerte, der bare ikke må få corona. Så har jeg jo også en butik med min kone, som vi er blevet nødt til at lukke.«

Ja, jeres smykkebutik?

»Præcis. Så på den måde har det nogle negative konsekvenser. Men samtidig ser jeg også alle de positive ting, som at jeg fx i lang tid ikke rigtig har følt, at at jeg kunne høre mig selv tænke. Det kan jeg nu. Personligt var det lige, hvad jeg havde brug for.«

The Minds of 99.
The Minds of 99. Foto: Simon Birk / Pressefoto
Vis mere

Du trængte til at få ro på?

»Ja, jeg tror, der er masser af positivt at hente i den her situation. Fx tror jeg inden for kunst og kultur, at vi ser en opblomstring på den anden side. Nu har folk endelig rum til at finde ud af, hvem de selv er, i stedet for at gå efter, hvad andre tænker.«

Jeres nye single 'Big City, Bright Lights', som I udsender nu, skulle have været ude allerede i sidste uge. Hvorfor ventede I?

»Vi havde slet ikke lyst. Vi tænkte på alt muligt andet. Vi skulle vænne os til den her nye virkelighed.«

Hvordan havde du det selv, da alt blev lukket ned?

»Det var lidt kaos. Jeg kunne næsten kun overskue at følge med i nyhederne. Som dagene går, begynder jeg så at kunne overskue mere og mere. Nu er jeg spændt på, hvad det her fører med sig.«

Har du fået nogle nye hverdagsrutiner?

»Jeg er jo rigtig meget sammen med mine kone og børn. Det var lige præcis, hvad vi havde brug for. Man er jo endnu mere sammen nu, end når man fx er på ferie. Så tager vi i skoven og alle de der steder, hvor der ikke er andre mennesker.«

Hvor gamle er dine børn?

»Arthur er ni og Stella halvandet.«

Så står den på hjemmeundervisning. Hvordan har du det med det?

»Det er fedt. Det giver også Arthur struktur i hverdagen. Han har brug for både at bruge sin hjerne og krop, og jeg kan godt lide at sidde og prøve og hjælpe med lektierne. Det er sjovt at se, hvordan hans hjerne fungerer. Jeg synes selvfølgelig også, det kan være en anspændt situation, men det er primært godt.«

Du bor jo i lejlighed. Har I fællessang i jeres gård?

»Ja. Jeg har ikke rigtig sunget så meget med endnu, da det har ligget på tidspunkter, hvor jeg skulle noget andet, men jeg regner da med snart at joine. Folk i gården er også gode til at hjælpe hinanden med fx at købe ind. Der er generelt god stemning.«

I har jo jeres store koncert i Parken til september at se frem til, når den her pause forhåbentlig er overstået..

»Ja, jeg glæder mig helt sindssygt. Coronakrisen har ikke gjort, at jeg glæder mig mindre til Parken.«

Du kan ikke få dårlige tanker om, hvad nu hvis det bliver aflyst?

»Nej, for så finder vi jo bare en anden dato. Vi har selv booket Parken, så hvis man ikke må samles, så gør vi det bare en anden dag.«

Hvordan skal du fejre udgivelsen af jeres nye single fredag?

»Jeg kommer til at livestreame fra The Minds of 99's Instagram klokken 20.30 hjemme hos mig selv. Så kan det være, de andre fra bandet ringer ind, og vi får et glas champagne.«

Det lyder godt. Og helbredet har det også godt?

»Ja, jeg har sgu ikke haft noget. Vi er alle sunde og raske.«