Den danske rockgruppe The Minds Of 99 spillede fredag aften deres livs største koncert på Orange scene på årets Roskilde Festival. Dagen derpå mødte B.T. de tømmermænds-lykkelige gutter til en snak om den efterfølgende nattefest.

»Det er klart det største, vi nogensinde har prøvet. Der var måske 80.000 mennesker. Jeg blev ramt af så mange følelser. Den scene fucker bare med mig mentalt, og jeg får svært ved at styre mig,« lyder det fra The Minds Of 99’s forsanger Niels Brandt og afslører, at det efter koncerten fortsatte med den helt store champagne-fest.

»Der var champagne over det hele,« griner han og suppleres af trommeslager Louis Clausen:

»Der var et andet amerikansk band i vores område bag Orange scene, som blev pissesure. Vi havde fyret al champagnen af, så det lå i en stor pøl oven på deres pavillon og dryppede ned i hovedet på dem. De var ikke ligeså klar på at feste som os.«

Siden gruppen blev dannet i 2012 og året efter vandt DR’s talentkonkurrence ’Karrierekanonen’,  har de på Danmarks største festival bevæget sig fra den mindste scene i 2014, et job som åbning af Orange scene i 2015 til en sen nattefest i Arena-teltet i 2016. I år med udsendelsen af det storladne ’Solkongen’-album, fik de så æren at vende tilbage til Danmarks største scene, nu som etableret hovednavn i den bedste sendetid fredag aften.

Forsanger Niels Brandt på Orange scene.
Forsanger Niels Brandt på Orange scene. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Den ære betød ekstra sommerfugle i maven og en naturlig nervøsitet. Heldigvis havde rap-kollegaen Benal spurgt forsanger Niels Brandt, om ikke han ville gæste hans koncert tidligere på dagen, så ventetiden ikke blev alt for lang.

»Det var en god distraktion, ellers havde jeg bare gået rundt om mig selv i cirkler et par timer ekstra,« lyder det fra Niels Brandt og tilføjer, at kun én enkelt ting manglede, for at festdagen var gået helt som planlagt:

»Vi skulle have haft et fly til at flyve rundt på pladsen med vores logo på, men det fik vi ikke lov til at gøre for Roskilde Festivalen.«

Da champagne-festen bag Orange scene var sprøjtet færdig, fortsatte The Minds Of 99 høje ud på festivalpladsen, hvor de kunne nyde den veloverståede koncert.

»Vi tog ud og hilste på folket. Jeg kan faktisk ikke huske så meget,« griner keyboardspiller Jacob Bech-Hansen.

»Vi havde købt en tysk E-cigaret til 3.000 euros for vores tourbudget, som man bare kunne fyre på, og så røg vi ellers bare direkte i drømmeland,« tilføjer Niels Brandt og kigger over på Jacob Bech-Hansen.

»Da du stod ovenpå en bil, havde vi fået nok. Så var det tid til at tage hjem. Vi har heldigvis nogle gode folk omkring os, der sørgede for at vi kunne komme hjem.«

Jacob Bech-Hansen mener det stadig var mørk, da de blev sendt hjem i seng.

»Det var for tidligt. Jeg tror, det var derfor, jeg teede mig, haha.«

Som en del af at spille på Orange scene havde The Minds of 99 lovet Roskilde Festivalen ikke at spille for mange sommerkoncerter i år for at holde koncerten eksklusiv. Derfor har de ikke så mange ting på programmet det næste stykke tid.

»Vi har et par enkelte jobs, og så fortsætter vi ellers til efteråret med en turné, og hvor vi nok også skal kigge på at lave noget ny musik,« slutter Niels Brandt.

Læs B.T.s anmeldelse af The Minds Of 99's Roskilde-koncert HER.