Popdronningen Taylor Swift udkommer fredag med sit helt nye album, 'Evermore'.

Det oplyser hun på sin Instagram, og albummet kommer som lidt af en overraskelse, da hun ikke har omtalt det før nu.

»Jeg er opstemt over at kunne fortælle jer, at mit niende album, og 'Folklore's søsteralbum, udkommer ved midnatstid. For at sige det ligeud, så kunne vi ikke stoppe med at lave musik. Og for at sige det mere poetisk, så føltes det, som om vi stod ved kanten af folklorian-skoven og skulle beslutte os for, om vi ville vende om eller gå længere ind. Vi besluttede os for at begive os længere ind.«

Tidligere i år lavede hun samme nummer, da hun nærmest ud af ingenting udgav albummet 'Folklore'. Albummet var skrevet i al hemmelighed under coronapandemien, hvor artister verden over har måttet se, hvordan deres planlagte koncerter blev aflyst på stribe.

Derfor har der også været bedre tid til at skrive ny musik, og det har Taylor Swift så sandelig brugt tiden på:

»Før i tiden har jeg altid betragtet et album som en enkeltstående æra for herefter at begynde planlægningen af det næste album, når det forrige var udkommet. Men denne gang var det anderledes. Da jeg lavede 'Folklore', føltes det mere, som om jeg var på vej tilbage, end at jeg var på vej videre.«

Det nye album har intet mindre end 17 sange, og der er features med blandt andre Bon Iver og Haim.

2020 har også sat sit præg på Taylor Swifts lyd. Det klassiske popunivers blev i 'Folklore' udskiftet med en mere intim plade præget af genrerne indiefolk og alternativ rock. Hendes genreskift er blevet hyldet i branchen, og det nye album vil fortsætte i samme spor.