Det sendte chokbølger gennem Storbritannien, da en 17-årig dreng angreb og knivdræbte tre piger til et Taylor Swift-dansearrangement sidste år.

Alice, Elsie og Bebe blev kun ni, syv og seks år gamle.

Nu taler Taylor Swift ud om tragedien i en ny dokumentar på Disney+, der tager seerne med bag scenen på Swifts Eras Tour. Det skriver blandt andre BBC og The Sun.

»Vi har oplevet en række meget voldelige og skræmmende ting på turneen,« fortæller popstjernen og henviser først til de tre koncerter i Wien, der blev aflyst på grund af planer om et terrorangreb mod dem.

»Vi undgik en massakre,« siger hun om episoden, hvor CIA afværgede et muligt bombeattentat.

»Og der var det forfærdelige angreb i Liverpool til en Taylor Swift-dansefest, og det var små børn, der …« fortsætter hun, inden tårerne presser sig for meget på.

Taylor Swift kan ikke holde tårerne tilbage, da snakken falder på knivangrebet i Southport.
Taylor Swift kan ikke holde tårerne tilbage, da snakken falder på knivangrebet i Southport. Foto: Planet Photos/Disney+/Ritzau Scanpix

I dokumentaren fortæller hun også, hvordan hun brød sammen, da hun talte med overlevende og familier til ofrene efter knivangrebet i Liverpool-forstaden Southport i juli 2024.

Taylor Swift fortæller, at efter at have optrådt i 20 år, så »er frygten for, at der sker noget med dine fans, helt ny.«

Den nye tv-serie giver også et indblik i minutterne før, Taylor Swift går på scenen til en koncert på Wembley i august 2024.

Koncerten var den første efter både knivangrebet og de aflyste Wien-koncerter.

Også her bryder Taylor Swift ud i gråd, mens hendes mor, Andrea, må trøste hende.

De to første afsnit af Disney-dokumentarserien 'The End of an Era' har premiere fredag 12. december.