Popfænomenet Take That har i den grad ændret sig. På 30 år har det britiske band udgivet et hav af megahit, mistet to af gruppens fem medlemmer - og i processen er de alle blevet mere familiefædre end popidoler.

»Når vi er færdige her, tager jeg hjem til min familie. Så kommer mine børn hjem fra skole, og jeg laver måske noget te til dem,« forklarer Gary Barlow til B.T.

Vi møder de tre tilbageværende medlemmer af Take That på luksushotellet The Langham i London. Her er lysekronen i lobbyen større end de fleste københavnerbadeværelser, og man bliver budt velkommen af piccoliner i matchende lyserødt tøj.

Selvom forholdene er fine, er der dog hverken store solbriller eller stjernenykker, da de tre popstjerner byder velkommen på hotelværelset iført joggingtøj og med intet andet end tre tømte flasker vand på bordet.

Mark Owen trasker rundt på strømpesokker og sætter sig med benene oppe i en sofa, hvor han putter sig under en rød sweater.

Der er umiddelbart et langt stykke fra de unge popstjerner, der i 1990'erne fik piger til at dåne verden over, og det ved bandet også udmærket selv.

»Den største forskel på Take That dengang og nu er helt klart familie. I første omgang var vi helt hævet over jorden og fløj verden rundt. Vi var væk i måneder ad gangen, for vi havde intet ansvar,« forklarer en afslappet Gary Barlow iført Nike-joggingsæt og tilføjer, at han foretrækker livet, som det er nu.

»Den her gang, da vi kom tilbage, var vi gift, vi havde børn, vi havde fundet et anker, nogle at tage hjem til efter koncerterne. Det er rarere og giver bedre balance.«

Take That i deres storhedstid i 1990'erne.
Take That i deres storhedstid i 1990'erne.
Vis mere

Tilsammen har de tre nuværende medlemmer af Take That 10 børn i alderen et til 19 år, som kender hinanden og ofte kommer til deres fædres koncerter sammen.

»De er meget stolte - men de vil bestemt ikke lade os vide, at de synes, vi er seje. Det går de stille med,« griner gruppens ældste medlem, 50-årige Howard Donald.

Der er ingen tvivl om, at familien fylder meget hos de tre musikere, og det er da heller ikke altid nemt at kombinere en karriere som verdensstjerne med livet som familiefar.

»Det er det, vi tit snakker om i omklædningsrummet, men det er svært, det er virkelig svært. Det er især hårdt at turnere, og hvis du spørger min familie, så vil de aldrig sige, det er rart. De siger bare: 'Vi savner dig. Men vi må jo komme videre, for vi ved, du er væk',« forklarer Gary Barlow.



Ud over skiftet fra teenageidoler til familiefædre har Take That gennem tiden sagt farvel til to bandmedlemmer, og man kan i dag næsten ikke sige bandets navn, uden at en vil spørge: 'Er Robbie Williams egentlig stadig med?'

Sangeren forlod bandet under stort postyr i 1995, og især forholdet mellem ham og Gary Barlow har været iskoldt i mange år. I 2010 var Robbie Williams dog genforenet med Take That på albummet 'Progress', og dette år blev også skelsættende for bandmedlemmernes private forhold.

»Det fik os virkelig til at se tilbage på 1990'erne, og hvad der skete dengang. Vi satte os alle sammen ned som voksne i Robs (Robbie Williams' red.) hus i Los Angeles og fik snakket om tingene: 'Du sagde det, og du sagde det dengang. Det var meget terapeutisk at gøre det',« forklarer Howard Donald.

»Derefter har venskabet været godt, det er virkelig fantastisk. Og det er naturligvis meget bedre, end det var i 1990'erne,« tilføjer sangeren.

Et gendannet Take That optrådte i 2011 i Parken under X Factor-finalen.
Et gendannet Take That optrådte i 2011 i Parken under X Factor-finalen. Foto: Marie Hald
Vis mere

Jason Orange forlod gruppen i 2014, og han ønsker ikke længere at tale med gruppen om arbejde - men alle fem originale bandmedlemmer er i dag på talefod.

»Kommunikation er åben nu, vi sender gruppemails, deler gamle billeder, og det hele er åbnet op. Når vi ser Rob (Robbie Williams, red.), diskuterer vi som regel arbejde og arbejdsrelaterede ting, og med Jason diskuterer vi ikke arbejde. Det er forskellige relationer,« forklarer Mark Owen.

I anledningen af Take Thats 30-års jubilæum udsender gruppen også et greatest hits-album, som inkluderer nye numre og ændrede versioner af gamle hit. Derudover tager Take That næste år på en europaturné, der blandt andet fører gruppen til Danmark i juni.

Men hvad der skal ske på den anden side af 2019, er ikke til at sige endnu.

Take That består i dag af Mark Owen, Gary Barlow og Howard Donald.
Take That består i dag af Mark Owen, Gary Barlow og Howard Donald. Foto: JENS KALAENE
Vis mere

»Vi ved ikke, hvad de næste planer er. Men der er bestemt ingen meldinger om, at vi splitter op,« siger Gary Barlow.

»Nej, vi skal ikke igennem det igen, vi er stadig ved at komme os efter sidst,« siger Mark Owen og bryder ud i latter.