Sys Bjerre er tilbage på den store scene.

Efter gennembruddet med 'Malene' og debutalbummet, 'Gør det selv', i 2008 var hun i flere år toppen af poppen og hittede med sange som 'Alle mine veninder', 'Sku' ha' gået hjem' og 'Hey Vanessa'.

For fem år siden i forbindelse med hendes seneste album, 'Alle mine fejl', skete der imidlertid noget.

Popstjernelivet i København blev skiftet ud med en tur på landet, hvor hun flyttede ind i et kollektiv på Stevns.

Det er sjovt pludselig at opdage, at der er 'Eurovision'-fans fra hele verden, der lytter til mit nummer. Det havde jeg slet ikke overvejet, var en del af det

Efter en flyvende start på karrieren, hvor der måske ikke var tid til så meget selvreflektion, stoppede hun op for at undersøge, hvad musikken også kan.

»Det er hundrede procent derfor, at jeg ikke har udgivet noget kommercielt musik i fem år,« fortæller Sys Bjerre til B.T.

»Jeg har haft travlt med at skrive salmer, fællessange og undersøge, hvordan jeg kan bruge musikken på en ny måde. Jeg har altid skrevet sange med fællesskabet for øje, i gamle dage var det bare komplet ubevidst.«

De seneste par år har Sys Bjerre, der i 2017 flyttede tilbage til København, for det meste rumsteret på mindre scener.

Sys Bjerre.
Sys Bjerre. Ida Guldbæk Arentsen

Hun har været på kirketurnéer, deltaget i DR's talentkonkurrence 'Karrierekanonen' med bandet Duks og udgivet et enkelt nummer med sin kæreste Peter som duoen Sys & Peter.

Nu er hun imidlertid klar til at træde tilbage ind i det helt skarpe rampelys, når hun den 7. marts deltager i Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Honestly', der meget fint blander den 'gamle Sys Bjerres' popøre med den 'nye Sys Bjerres' lyst til at komme ud med et budskab.

For 'Honestly', som kom til hende i en drøm sidste år, er nemlig en sang om blandt andet klimaforandringerne, og hvordan vi i den privilegerede ende af verden skal starte med at se indad, før vi kan få løst de ydre problemer.

»Det er ikke en løftet pegefinger. Skyld og skam er heller ikke vejen frem. Vi er bare i en overhængende fare for at udslette os selv, og der er vi som menneskehed bare nødt til at finde en bedre måde at arbejde sammen på,« fortæller Sys Bjerre.

Jeg sad i DR's jury sidste år, hvor vi skulle høre alle sangene, der var blevet indsendt. Da Leonoras sang kom på, sagde jeg, 'den der vinder'. Nogle gange er det bare tydeligt at høre, når musikken virker

»Så kan folk sige, at det er naivt at synge om, men vi er jo de eneste, der har mulighed for at lave det om,« tilføjer hun.

Og der kom invitationen til at skrive en sang, der kunne dyste om at komme med i årets Dansk Melodi Grand Prix, som en gave.

For ud over at få muligheden for at være en del en stor folkefest tiltaler det hende at kunne komme ud med sit budskab til et stort publikum.

»Tanken om at få lov til at synge det for hele Europa er enormt tiltalende. Det vil jeg gerne udnytte,« fortæller hun.

Det er første gang, jeg er blevet spurgt, om jeg ville være med i Dansk Melodi Grand Prix. Det er heller ikke noget, jeg har dyrket som barn. Jeg har nogle venner, der går virkelig meget op i det, så som voksen har jeg virkelig set det meget

At 'Honestly' endte med at være på engelsk, var ikke med vilje.

Sys Bjerre havde egentlig tænkt, at hendes melodigrandprix-bud skulle være på dansk, som vi kender hende, men den blev altså født på engelsk, og så tænkte hun 'hvorfor ikke?'.

I et interview med B.T. fortalte hun i 2016, at det værste, hun kunne forestille sig, var at være kendt over hele verden. Hvordan hænger det sammen med at stille op i en konkurrence, der i sidste ende kan give hende et hit i hele Europa?

»Haha, jeg tror ikke – uden at forklejne det – at man bliver verdenskendt af at være med i 'Eurovision'. Da jeg sagde det, mente jeg også mere at være 'Brad Pitt'-kendt. Men det er selvfølgelig sjovt, hvis min sang kommer bredt ud.«