Med 'Malene' vil Sys have piger til at droppe slankeræset.

Din lejlighed er lidt brændt ned. Din Fiat er solgt til skrot. Dit tøj er spredt ud over Vesterbro...

Resten er kendt af alle danskere, der har været i nærheden af en radio denne sommer. 'Malene' har solgt 33.000 downloads. Det overgås i Danmark kun af Lizzies 'Blev ramt af natten'.

Sys Bjerre, 23, burgersælger, stor humorist og pop’n’roll-stjerne.

Hun er kendt for en hade-sang, men i virkeligheden er Sys’ mærkesag det modsatte: Stop med at hade dig selv. Elsk dig selv med de fejl og mangler, du nu har.

Bedst formuleret i sangen 'Kegle' på albummet, der udkommer i dag.

Scroll ned og læs mere

Man skal ligne skind og ben
- Den henvender sig især til de 15-16-årige piger på min lillesøsters alder. Jeg drømmer om at få dem til at lytte. Der er et stort pres på unge piger om at leve op til nogle idealer om at ligne skind og ben. Det er jeg jo også selv vokset op med. Jeg selv har stadig de dage, hvor jeg synes, at jeg ser forfærdelig ud, og har lyst til at blive hjemme under dynen. Det har alle piger. Det er godt, at modelbranchen er begyndt at kigge på modellernes BMI-tal, og stiller krav om en etik. Men der er lang vej igen, siger Sys Bjerre, og tilføjer:

- Jeg er ikke mere hellig end, at jeg selv en gang imellem ville ønske, at jeg var 180 cm og vejede 40 kilo. Sangen er lige så meget en øjenåbner til mig selv. Der er en gruppe på Facebook, der hedder 'Ikke perfekt'. Dem der siger 'hvis du vil starte en revolution så lad være med at hade din krop', siger hun.

Nogle får ondt i røven
'Malene' har affødt en masse reaktioner. Mattias Lys- gaard har lavet kærestens modsang. Der findes også en sang fra Malene. Selv katten har et svar på youtube. Mattias er inviteret med på scenen, når Sys synger på Voice 08 i Tivoli senere på måneden.

- Det kan ikke undgås, at nogen får ondt i røven. Der er nogle få meget sure reaktioner af typen, 'tillykke med at du er blevet Danmarks medieluder nr. 1', 'tillykke med at dit skod Anna David remake er blevet et hit'.

Modsvarerne skyldes jo, at folk synes, at sangen er fed. Det tager jeg bare som noget positivt. Jeg er vildt glad for, at det er gået så godt med sangen. Jeg vil gerne kunne leve af det en gang, ligesom så mange andre, siger Sys Bjerre.

Fortsat burgerpige
Men foreløbig beholder hun sit faste job. Som burger-pige på burgerbaren 'Sporvejen' på Gråbrødre Torv i København.

Sys arbejder hver lørdag og søndag.

- Du må gerne nævne den. Så bliver min chef bare glad, og så kan det være, at jeg ikke bliver sat til at vaske køleskab, siger Sys. Hun anbefaler Dijon-burgeren, hvis du kommer forbi.

Sys Bjerres album 'Gør det selv' udkommer i dag.