Indtil for nylig hed det Detroit, Chicago, New York, Nashville, Memphis og Los Angeles - hvis talen faldt på store amerikanske musikbyer. Det har en enkelt Oscar-nomineret Netflix-dokumentar ændret. Nu følger tilføjelsen Muscle Shoals i Alabama. I dag valfarter rocknørder fra hele verden til den ellers totalt oversete by ved bredden af Tennessee River. Så mange, at byen forsøger at holde trit med sin nye status som turistby.


I dokumentaren fortæller giganter som Aretha Franklin, Mick Jagger og Keith Richards om deres oplevelser i Muscle Shoals-studierne i en periode, da rockmusikken stadig var i sine formative år. Samtidig hylder nye navne som Alabama Shakes, Drive By Truckers og The Black Keys den soulede rhythm’n’blues Muscle Shoals-lyd.

Filmen har skabt så stor interesse for området, at musikfans i tusindvis tager den tre timer lange køretur fra countryhovedstaden Nashville sydpå til byen, der er opkaldt efter de mange muslinger, der gemmer sig i mudderet ved bredden af Tennessee River.

Blandt andre Johnny Depp, der har købt rettighederne til en kommende tv-serie om Muscle Shoals - og straks mere ydmygt denne artikels forfatter, der lagde vejen forbi den ’nye’ musikby en grå martsdag under en ferie for nylig.

Gode røverhistorier

På en råkold vinterdag gør byen sig ikke til. Dog aner man, hvordan sydstatscharmen på en forårsdag vil kunne forplante sig fra de 250 år gamle træhuse i den gamle by i Florence, der i dag er groet sammen med Muscle Shoals.
BT møder de to musikere og producere Norbert Putnam og David Hood, der begge har været med fra begyndelsen i hhv. 1962 og 1966.

Begge er i dag aktive i en forening, der arbejder på at gøre byen klar til de mange rockturister, som byens turistchef Rob Carnegie bekræfter strømmer til.

Der planlægges et nyt musikhus/museum. En større restaurering af Muscle Shoals Sound Studio er snart gennemført.

Putnam og Hood kan fortælle røverhistorier om de uendelig mange musikere, de har arbejdet sammen med gennem tiden, fra Elvis til The Beatles. Historierne er der desværre ikke plads til her.

Indtil videre bare en enkelt, kort: I årevis sad der et mærke et par meter oppe på væggen i Muscle Shoals Sound Studio. ’Så høj var Rod’, stod der - om skotske Rod Stewart, der på godt dansk var vind og skæv, da han indspillede bl.a. ’I Don’t Want to Talk About It’ i studiet.

Lang om længe respekt

»Det er helt tydeligt dokumentaren, der har gjort byen kendt. Det er godt for byen, og det er især godt for Rick Hall, der byggede det første studie, Fame studiet, at han får den respekt nu efter disse mange år. Og, ja, det kan også føles som respekt til os, der var med i grupperne af musikere (The Muscle Shoals og The Swampers, red.), der indspillede fast i studierne. Det er rart, at man endelig anerkender Alabama som en musikstat,« siger Norbert Putnam, der for nylig er flyttet hjem til Muscle Shoals efter en karriere især som producer og skaber af den såkaldte ’The Other Nashville Sound’, en bluesrocket lyd med J.J. Cale som den oprindelige murbrækker.

Vennen David Hood, der har boet i muslingebyen hele sit liv, har lagt baslinjer til numre som Percy Sledges ’When a Man Loves a Woman’, Aretha Franklins ’Respect’ og Paul Simons ’In My Little Town’.

»Der er en enorm efterspørgsel på os, der har været med siden dengang, især som foredragsholdere. Jeg optræder næsten mere som fordragsholder/musiker, end jeg spiller live med The Waterboys,« siger Hood, hvis sydstatsbeskedenhed er ligeså imponerende som hans cv.

Oprindelig var der kun Rick Halls ’Fame’-studie. I 1969 brød studiemusikerne The Swampers med Fame og byggede et nyt studie på Jackson Highway, 4-5 kilometer længere mod syd: Muscle Shoals Sound-studiet.

Brud med stor bitterhed

Derfor er det, man i dag kalder Muscle Shoals-lyden, i virkeligheden resultatet af arbejdet i to studier. Tre, hvis man indregner byens mindre kendte Cypress Moon - der er en moderne udgave af studiet fra 1969.

Som det fremgår af tv-dokumentaren skabte det brud stor bitterhed. Men i dag arbejder de tre studier sammen.

»Hvad er Muscle Shoals-lyden? Den var inspireret af radioen, primært soulmusik. De plader, vi købte. Rythm’n’blues. Lyden blev formet af de bedre plader, vi selv medvirkede på, som f.eks. The Staples Sisters, som vi kaldt dem (Staple Singers, red.), Aretha. Jeg har holdt mig til den musikstil lige siden. Jeg er meget stolt over at høre de unge sige, at de er inspirerede af den lyd, vi frembragte dengang med de studiemuligheder, vi havde. De kan lide den attitude, der herskede blandt os, der blev i byen: nemlig at musikken altid kom før pengene. Mere eller mindre tilsigtet,« siger Hood.

BT besøger senere på dagen Fame-studiet. Tilfældigvis er musikere ved at rigge op til indspilninger med en af de første musikere, der overhovedet indspillede samme sted, legenden Greg Allman fra The Allman Brothers.

Norbert Putnam hilser på en producer. Der igen smalltalker med Putnam, der nåede at indspille 122 numre med Elvis og varmede op på The Beatles’ første USA-turne.

»Godt langt om længe at hilse på Dem - og så endda her i Muscle Shoals,« siger produceren. Det samme siger rocknørder verden over.

PS: Ironisk nok er sangen, der mere end nogen anden definerer sydstatsstolthed i rockmusik, Lynyrd Skynyrds ’Sweet Home Alabama’ indspillet i Los Angeles. The Swampers er nævnt i sangen.

Der er rundvisningsture i alle tre studier. Dog først efter juni i Muscle Shoals Sound Studio på Jackson Highway, der er under ombygning. Der er dog en souvenirbutik ved siden af studiet.

Rolling Stones lagde vejen forbi

 

The Rolling Stones optog to af sine mest kendte numre overhovedet i Muscle Shoals Sound Studio, nemlig 'Wild Horses' og ’Brown Sugar’.

Det foregik i december 1969, hvor studiet netop var opført. Begge numre er med på albummet ’Sticky Fingers’.

I dag kalder musiker og producer David Hood det for to af de mest betydningsfulde Muscle Shoals-indspilninger overhovedet. Han var selv til stede under indspilningerne som hjælper for lydteknikeren.

»Jeg tror, at de kom, fordi de havde forelsket sig i vores lyd. Det havde også en mere praktisk forklaring, på det tidspunkt havde Rolling Stones ikke tilladelse til at indspille i USA. De måtte kun optræde. Studiet hernede i Alabama var en mulighed for at gemme sig lidt væk. Også fra deres venner. De var inde i periode, hvor der konstant var en masse venner, der hængte ud under optagelserne. Her var bandet helt alene,« siger Hood.

Numre indspillet i Muscle Shoals-studierne

 

’614 Jackson Highway’, Cher

’Take a Letter, Maria’, R.B. Greaves  

’Wild Horses’, The Rolling Stones

’I’ll Take You There’, The Staple Singers

’Atlantic Crossing’, Rod Stewart

’Kodachrome, Paul Simon

’Loves Me Like a Rock’, Paul Simon

’Torn Between Two Lovers’, Mary MacGregor

’Gotta Serve Somebody’, Bob Dylan

’Mainstreet’, Bob Seger

’Old Time Rock and Roll’,  Bob Seger

’Skynyrd’s First’ The Complete Muscle Shoals Album  

’Respect’, Aretha Franklin

’Brothers’, The Black Keys

’Before He Cheats’,  Carrie Underwood

’You Left the Water Running’, Otis Redding

’Careless Whisper’, George Michael