Efter otte års albumpause har svenske Robyn genstartet popkarrieren, og nu afslører Roskilde Festival, at hun i 2019 spiller på Orange scene.

»Robyn er på alle måder det helt ideelle hovednavn for os,« lyder det fra Roskilde festivalens programchef Anders Wahrén i en pressemeddelelse.

»Hun er albumaktuel efter mange års pause, og hun har noget på hjertet, der rører vores gæster dybt. Og så kan hun sætte gang i festen på Orange Scene med et fabelagtigt band, et visuelt helstøbt show og en sætliste pakket med hits. Hun er kort sagt klar til at gøre sin nat på Roskilde Festival til endnu én af dem, man sent glemmer,« fortsætter han.

Den 39-årige svenske verdensstjerne udsendte den 26. oktober sit nye og ottende album 'Honey', der på den danske albumhitliste fik en lunken modtagelse med en hidtil 20. plads som bedste placering.

Robyn. Vis mere

B.T.s anmelder var derimod begejstret og gav det fem ud af seks stjerner med ordene: »'Honey' er ikke en triumferende tilbagevenden, det er nærmere en eksistentiel afsøgning, badet i kulørte lamper. Robyn danser overlegent videre med en tåre i øjenkrogen.«

Robyn har tidligere spillet på Danmarks største festival i 2008 og 2010, og mange fans vil nok se frem til at høre ældre hits som 'Dancing on my own', 'Call Your Girlfriend' og 'Indestructible'.

Næste års Roskilde festival finder sted fra den 29. juni til 6. juli.

På programmet findes i forvejen navne som The Cure, Travis Scott, Testament, Scarlet Pleasure og Julia Holter.