Susse Wold har korte ben og dårlige proportioner. Og det er altså noget sludder, at hun skulle være en af landets smukkeste kvinder.

Det fortæller den 80-årige skuespillerinde selv, da B.T. møder hende på årets Smukfest i Skanderborg og spørger ind til hendes status som dansk skønhedsikon – hvilket jo er nærliggende, når man befinder sig på netop 'Danmarks Smukkeste Festival'.

Med et smil affærdiger Susse Wold dog, at hun skulle holde sig bedre end gennemsnittet.

»For det første er det jo noget sludder. Jeg har verdens korteste ben, og hvis du kigger på proportionerne, så er de sgu ikke særlig pæne,« siger hun.

Foto: Laura Rode Nygaard
Vis mere

»Jeg har nok været meget pæn at se på, da jeg var ung, men i virkeligheden så er 'smuk' jo ikke altid en fordel.«

Susse Wold er især kendt for rollen som den smukke femme fatale Gitte Graa i 'Matador' eller den excentriske fru Junkersen, der i 'Den kroniske uskyld' forfører datterens kæreste.

Men Susse Wold blev på et tidspunkt træt af rollerne som førsteelskerinden.

»Smuk er lidt lig med dum, og de ting, man får tilbudt, og som jeg har fået tilbudt i årevis, har ofte været de smukke kvinder,« siger hun.

»Derfor var det vidunderligt, da Thomas Vinterberg ringede og spurgte, om jeg ville spille en børnehaveleder i provinsen, hvor jeg fik lov at spille uden at være smuk. Og gøre noget af det, jeg synes er interessant og spændende, fordi historien er dejlig,« siger hun om rollen i det danske drama 'Jagten' fra 2012.

»Da jeg fortalte folk om rollen, så lo de. Hvorfor lo de? Fordi det er så usandsynligt, at jeg skulle spille sådan en rolle. Det kan være svært, når man på et tidspunkt er sat i bås.«

Faktisk var rollen i 'Jagten' så interessant for Susse Wold, at den fik hende til at vende tilbage til det store lærred. Efter sin ikoniske rolle i 'Den kroniske uskyld' havde hun nemlig fravalgt filmen til fordel for de skrå brædder.

»Der var 25 år, hvor jeg ikke filmede, fordi jeg ikke gad bare at være en smuk dame uden indhold. Det er kedeligt.«

Susse Wold hævder, at der ikke findes en hemmelighed til, hvordan hun i en alder af 80 år fortsat kan se så godt ud.

Og så alligevel.

»Få et interessant liv. Det er du jo selv herre over. Det skal helst udvide sig, så det bliver sjovt, for så får man et godt liv – og så ser man jo lidt bedre ud, hvis man er glad, ikke? End hvis man ligger med mulen nede i skuffen,« siger hun.

»Det handler om en aktiv beslutning om at få noget ud af hver eneste dag.«