En tragisk ulykke er overgået den amerikanske musiker Frank Ocean.

Natten til mandag var hans lillebror Ryan Breaux involveret i en ulykke, som kostede ham livet, skriver dagbladet.no.

18-årige Ryan Breaux og en 20-årig ven kørte søndag nat i en Tesla i Thousand Oaks tæt på Los Angeles.

Omkring klokken 1.30 ramte de to venners bil et træ i midterrabatten. Begge mænd blev erklæret døde på stedet, rapporterer ABC News.

Det står endnu ikke klart, hvad der var årsag til ulykken.

Frank Ocean har ikke udtalt sig offentligt om brorens død, men natten til mandag lagde han flere billeder ud af sig selv og sin lillebror på Instagram uden at kommentere på årsagen.

Frank Ocean startede sin karriere som sangskriver for kæmpestjerner som Justin Bieber og Brandy.

Han udgav senere sine egne album, der fik stor ros af anmelderne og gjorde ham til verdensstjerne.