Lagde du også mærke til de to sangere iført identiske gule masker, ulvehoveder og jakkesæt på scenen?

Så er du ikke den eneste. De to mænd er nemlig endt med at løbe med en stor del af opmærksomheden ved dette års Eurovision. Årsagen er helt enkel – og egentlig todelt.

For det første har de fået stor opmærksomhed på grund af deres sceneshow, deres dans og deres masker.

Her ses et billede af Subwoolfer på scenen under en generalprøve til dette års Eurovision.
Her ses et billede af Subwoolfer på scenen under en generalprøve til dette års Eurovision. Foto: YARA NARDI
Vis mere

For det andet har de fået opmærksomhed, fordi ingen – eller i hvert fald kun meget få – faktisk ved, hvem der gemmer sig inde bag maskerne.

Og særligt sidstnævnte har fået spekulationerne til at florere.

For hvem er de?

Det har flere norske og internationale journalister brugt tid på at grave i. Men først kan du lige få den historie, som duoen bag Subwoolfer selv er kommet med.

Hold dog lige lidt fast i aftenkaffen imens, for den er temmelig opsigtsvækkende.

Her ses et billede af Subwoolfer.
Her ses et billede af Subwoolfer. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Officielt har de to gule mænd forklaret, at de dannede et band – der skulle være det største i galaksen – for 4,5 milliarder år siden. På deres hjemplanet. Månen.

Siden har de to ulve, der går under navnene 'Keith' og 'Jim', sejret på musikscener på planeter gennem hele universet, hvilket ifølge deres egen forklaring har gjort dem til den 'mest succesfulde popgruppe nogensinde'...

Men noget skete den 20. juli 1969, hvor en profet ved navn Neil dukkede op foran dem. Bemærk, hvordan den dato belejligt passer med, at det var der, NASA-astronauten Neil Armstrong blev den første til at gå på Månen.

Ifølge Subwoolfer lovede manden ved navn Neil, at han ville vende tilbage en anden dag og hjælpe dem med at blive det største band på hans hjemplanet også – men kun hvis de skrev den største sang i universet på hans modersmål, engelsk.

Neil vendte dog aldrig tilbage.

Det fik dog ikke duoen til at give op. De fandt en DJ ved navn DJ Astronaut, og med sangen 'Give That Wolf a Banana' i bagagen satte de kursen mod Jorden for at indtage musiktronen der ved at vinde Eurovision.

Og det bringer os så frem til den optræden, de netop har givet på scenen her tirsdag aften i italienske Torino, hvor sangkonkurrencen afholdes i år.

Det er dog ikke alle, der heeeelt køber lige den forklaring på, hvem Subwoolfer egentligt er.

Derfor har flere været i gang med at forsøge at finde ud af, hvem de i virkeligheden kan være.

Endnu er det ikke lykkedes nogen at afsløre deres sande identiteter – som kun kendes af en håndfuld hos NRK, der står for det norske grandprix.

Der er dog flere, der er kommet med en række bud på, hvem de to sangere/ulve kan være – og måske de rent faktisk har ramt plet med nogle af dem.

ARKIVFOTO af de to Ylvis-brødre.
ARKIVFOTO af de to Ylvis-brødre. Foto: CJ E & M
Vis mere

De første bud lød på, at det kunne være den norske gruppe Ylvis – med brødrene Bård og Vegard Ylvisåker – der gemte sig bag maskerne.

Blandt andet fordi, at de tidligere har stået bag et cirka lige så gakket hit – nemlig 'The Fox (What Does The Fox Say?)'.

Andre gætter på, at det kan være en duo, der består af den norske sanger Gaute Ormåsen, der blev kendt efter at have medvirket i 'Idol', og den britiske boybandstjerne Ben Adams, som de fleste måske vil huske for, at han tilbage i 00erne var en del af gruppen A1, som især hittede med sangen 'Caught in the Middle'.

ARKIVFOTO af medlemmerne af A1. Ben Adams ses øverst til venstre. Manden ved siden af ham hedder Christian Ingebritsen, og han er nordmand.
ARKIVFOTO af medlemmerne af A1. Ben Adams ses øverst til venstre. Manden ved siden af ham hedder Christian Ingebritsen, og han er nordmand. Foto: missing
Vis mere

Mistanken mod to sidstnævnte skal være blevet styrket af, at deres biler – ifølge VG – skal være blevet set foran NRKs studier i Oslo.

Både Gaute Ormåsen og Ben Adams har dog afvist at stå bag. Men med lettere kryptiske beskeder:

»Jeg har hørt rygterne. Desværre er det ikke mig, men jeg ville på en måde ønske, det var det,« har Adams på lettere mystisk vis udtalt sig om det til Dagbladet, mens Ormåsen til samme medie har afvist, at han skulle danse lige så godt, som Subwoolfer gør:

»Hvis nogen har set mig danse så godt, vil jeg gerne se videoen,« siger han.

Så foreløbigt er mysteriet om deres identiteter intakt.

Men det kan være, at maskerne falder. Engang.

Foreløbigt kæmper de to ulve om at sikre sig en plads i finalen af dette års Eurovision, som finder sted på lørdag.