AC/DC – et af verdens måske største rocknavne gennem tiderne – har meldt sin tilbagekomst.

På bandets Twitter-konto har de delt et billede, hvor de bekræfter et comeback.

'Er I klar?', skriver bandet med et billede af de fem medlemmer.

AC/DC, hvis medlemmers gennemsnitsalder lyder 67 år, har aldrig meldt sig endegyldigt ud af musikbranchen, men har i mange år været adskilt.

Brian Johnson, bandets forsanger, trak sig i 2016 fra en verdensturné, da han kæmpede med alvorlige høreproblemer. Siden har han ikke været med.

Bandets rytmeguitarist, Malcolm Young, døde året efter, mens trommeslager Phil Rudd har været gennem en hæsblæsende periode med misbrug og retssager. Cliff Williams valgte selv at trække sig i 2016.

Men nu er bandet så samlet igen – dog uden Malcolm Young, der er blevet erstattet af sin nevø, Stevie Young.

De fem AC/DC-medlemmer – Brian Johnson på 72 år, Phil Rudd på 66, 63-årige Stevie Young, Angus Young på 65 og endelig Cliff Williams på 70 år – poserer i øvrigt på det føromtalte billede foran teksten 'PWR UP', der ifølge fans tolkes som en ny plade.

Hvad fans præcist kan forvente fra AC/DC er ikke blevet officielt bekræftet, men ifølge flere amerikanske medier er der netop et nyt album på trapperne. Ifølge mediet NME er albummet allerede færdigindspillet, men er blevet forsinket grundet covid-19.

Det seneste – Rock Or Bust – udkom i 2014.

AC/DC har på verdensplan solgt mere end 200 millioner albums. Deres album fra 1980, Back in Black, har alene solgt mere end 45 millioner eksemplarer.