Har man købt sig en billet til Smukfest denne sommer, kan man risikere at blive slemt skuffet.

En af festivalens største navne har således tirsdag eftermiddag aflyst sin koncert, som skulle have foregået om lørdagen.

Manden bag megahittet 'Another Love' er således blevet ramt af 'uforudset personlig forpligtelse' og er derfor nødt til at aflyse sin koncert i Bøgeskoven.

Det skriver Smukfest på sin Instagram-profil.

»Jeg havde virkelig glædet mig til at være der og spille for jer alle, så jeg er virkelig ked af at måtte gå glip af det. Tusind tak for jeres forståelse, og jeg håber at se jer meget snart,« lyder det fra Odell i pressemeddelelsen på Instagram.

I stedet har man hyret den amerikansk-albanske hitmager Bebe Rexha ind som erstatning.

Popsangeren står bag store hits som 'Me, Myself & I', 'In the Name of Love' og 'I’m Good' og erstatter altså Tom Odells koncert på festivalens sidste aften.

Smukfest løber af stablen i Bøgeskoven i Skanderborg fra 2. til 9. august.