Med numre som ‘10.000 Nights of Thunder’ og ‘Fascination’ strøg de op ad hitlisterne. Var så hotte, at Spice Girls, Katy Perry og Lady Gaga ville have dem med på turné. Men bag facaden var ikke alt lyserødt.

»Det blev en spændetrøje til sidst,« siger Stine Bramsen.

I dag er hun aktuel med sit nye soloalbum ‘Blonde & Blank’, men dengang var hun frontfigur i Alphabeat. Var en del af en international popsucces, der fik de rød/hvide hjerter til at banke af stolthed.

En tid, hun på titelnummeret synger om og ser tilbage på.

»Det var det vildeste eventyr, og jeg er mega glad for de år og alt det, jeg har lært, men der blev virkelig tænkt i os som et produkt,« siger hun.

Spoler vi tiden tilbage, var det i 2005, at Stine Bramsen og hendes fem gymnasievenner fra Silkeborg – som udgjorde Alphabeat – væltede Danmark omkuld med deres glade dansepop og snart var klar til at indtage verden.

På rekordtid fik de international pladekontrakt og flyttede til London. Havde en fest og var på fornavn med tidens største popstjerner.

I dag kan Stine Bramsen se, at de succesfulde år i London med Alphabeat gjorde hende til en pleaser.
I dag kan Stine Bramsen se, at de succesfulde år i London med Alphabeat gjorde hende til en pleaser. Foto: Kasper Løjtved/Byrd
Vis mere

Men de blev også en del af et stort mandsdomineret maskineri, som ikke mindst Stine Bramsen som ene kvinde i bandet til tider følte sig fanget i.

På ‘Blonde & Blank’ synger hun om branchens forventning om, at hun skulle være den kønne, pæne pige.

Hende, der helst bare skulle smile sødt og vise det lyserøde billede af at være popstjerne. Og undertrykke, hvad hun følte. Sin egen sårbarhed.

‘You need to show the sunny side. Make sure you pose and hide the lie’ lyder det blandt andet i sangen.

»Jeg blev en pleaser,« siger Stine Bramsen, som følte, at hun konstant skulle leve op til branchen og omverdenens billede af at være en popstjerne.

»Man skal hele tiden smile til kameraet, fortælle den lyserøde side af historien. Vise glansbilledet. Sælge os selv. Det blev en spændetrøje til sidst.«

»Så da vi kom hjem fra England (i 2012, red.) og skulle lave den sidste plade, følte jeg mig degraderet til en nikkedukke, der skulle gøre alt det, branchen bad om, og hvor jeg ikke fik sagt fra,« siger hun om de succesfulde år.

Stine Bramsen følte sig reduceret til en nikkedukke, da hun og Alphabeat vendte hjem fra succesårene i London. Her ses hun med bandets anden frontfigur Anders Stig Gehrt Nielsen.
Stine Bramsen følte sig reduceret til en nikkedukke, da hun og Alphabeat vendte hjem fra succesårene i London. Her ses hun med bandets anden frontfigur Anders Stig Gehrt Nielsen. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Vis mere

Som havde en pris.

»Jeg var blevet en maskine, der slukkede for mine følelser, blev ret kynisk og i stand til at gøre hvad som helst, uanset hvor ked af det jeg var indeni.«

»Det skal jo ramme på et tidspunkt, og det gjorde det også, da jeg kom hjem fra England,« fortæller Stine Bramsen, som gik til en coach for at komme til bunds i den krise, hun som 25-årig befandt sig i.

‘Udviklingskrise’ kaldte coachen den.

»I otte år havde jeg kun brugt en tiendedel af mig selv på at være den pæne pige. Og i al den tid var der boblet alt muligt op ved siden af, som ikke havde fået plads.«

»Så selvom der var fandenivoldskhed i Alphabeat, så er det glad pop, og vores fineste opgave var at gøre folk glade,« forklarer Stine Bramsen.

Hun vil ikke give nogen skylden for, at hun landede i den krise. Men er til gengæld rimelig klar i mælet omkring sin egen branche.

»Der er helt klart nogle strukturelle ting i musikbranchen, som ikke gav så meget plads til kvindelig sårbarhed. Og det er en meget mandsdomineret verden, jeg er vokset op i.«

»Så det er først nu, at jeg har lært, at sårbarhed kan være en styrke, og at jeg godt må vise andre sider af mig selv,« siger hun. Og har med sit nye album i den grad vist dem.

»Det er, som om jeg har fået hul på, hvordan jeg gennem musik viser, hvem jeg virkelig er.«