Aerosmith kommer ikke til at optræde denne sommer.
Efter et nyligt tilbagefald har frontmanden Steven Tyler besluttet at gå i afvænning.
Det fortæller rockbandet i en udtalelse på deres sociale medier.
'Som mange af jer ved, har vores elskede bror Steven arbejdet med sin ædruelighed i mange år. Efter en operation i foden og brugen af smertestillende for at klare processen har han fået et tilbagefald og er frivilligt gået i behandling for at koncentrere sig om sit helbred.'
Bandet skulle have spillet i Las Vegas for første gang siden coronapandemien, men nu er de show blevet aflyst, mens Steven Tyler er i behandling.
Gruppen skriver dog, at de vender tilbage til deres turné i september.
'Vi er knuste over, at det her går ud over så mange af jer. Specielt de loyale fans, der ofte rejser langt for at se vores show,' skriver de.
74-årige Steven Tyler har tidligere fortalt om, hvordan han har kæmpet med misbrug.
De seneste år har han dog holdt sig ædru og upåvirket.
